De her sprøde rösti-vafler er seriøst noget af det lækreste – og helt perfekte som en lille appetizer, snack eller forret, når du gerne vil servere noget, der både ser festligt ud og smager helt fantastisk.
Det er de klassiske røsti-kartofler, jeg har stegt i vaffeljern, så de får det fineste vaflemønster og en gylden, sprød overflade. På toppen kommer en hjemmerørt hønsesalat, lidt sprødt bacon og noget grønt – og så er de ellers klar til at blive serveret.
De passer perfekt til nytår, sommerens fester, studenterfejringer eller en middag med vennerne, hvor det gerne må være lidt lækkert, men stadig nemt og overskueligt.
Hønsesalaten kan du sagtens forberede i god tid – så er det bare at samle og servere lige inden gæsterne kommer.
En lille hapser, der smager af meget – og som altid forsvinder hurtigt fra bordet.
Sprøde rösti vafler med hønsesalat
Video af opskriften
Ingredienser
Hønsesalat
- 200 g tilberedt kylling, skåret i tern
- 100 g champignon, skåret i skiver
- 80 g bacon
- 50 g hvide asparges fra glas, drænet vægt, skåret i stykker
- 1 dl creme fraiche 18%
- 1/2 dl god mayonnaise – jeg bruger Hellmanns
- 1 tsk dijon
- 1 tsk whole grain sennep – kan undlades
- 1 forårsløg, fint snittet
- Salt og friskkværnet peber
- Olie
Derudover
- 16 små rösti kartofler, optøet
- Lidt grønt til toppen
Fremgangsmåde
- Varm en smule olie på en pande, og steg champignon skiverne ved høj varme til de er gyldne og har smidt væden. Krydr med salt og friskkværnet peber. Lad dem køle af på en tallerken – evt. med lidt køkkenrulle.
- Steg også baconen sprød i ovn, airfryer eller på panden, og lad det derefter suge på et stykke køkkenrulle.
- Bland creme fraiche, mayonnaise, dijon og wholegrain sennep i en skål og smag til med salt og friskkværnet peber.
- Vend kylling, asparges, champignon og forårsløg med dressingen. Smag til med salt og friskkværnet peber.
- Læg de optøede rösti kartofler i et vaffeljern, og mas dem flade. Bag dem til de er gyldne og sprøde.Fortsæt til alle kartofler er færdige, og læg dem løbende til side på en bageris, så de forbliver sprøde.
- Top röstivaflerne med en skefuld hønsesalat, drys med knust bacon oglidt grønt.

Jeg skal komme med forretten nytårsaften og skal finde på noget der kan serveres uden opvarmning og transporteres. Kan man lave røsti og hønsesalaten og så bare samle det når det skal serveres?
Eller har du forslag til andet (gerne uden fisk)?
Hej Ellen
De vil nok blive en smule bløde hvis de ligger for længe – og især hvis de pakkes i bøtter.
Har du overvejet krustader? De der sprøde skaller man kan købe i større supermarkeder – det vil altså være super lækkert med hønsesalat.
Og ellers vil jeg anbefale de her små hjemmelavede mini croissanter som du kan fylde med hønsesalat eller f.eks. skinkesalat – de kan forberedes og blot fyldes når I kommer frem.
https://gourministeriet.dk/mini-croissanter-af-butterdej/
Kh Dianna
Steger eller koger du kyllingen ?
Hej Christina
Det er lidt efter hvad jeg har af rester – for laver det oftest pr jeg har rester liggende.
Skal jeg dig lave en portion helt fra bunden, til mange, så bruger jeg helst en hel kogt kylling 🙂
Kh Dianna