Lækre grillede edamamebønner, overhældt med en skøn hvidløgs/soya marinade.
Disse edamamebønner er blevet en fast del af vores tilbehør herhjemme, vi får dem i tide og utide og bliver virkelig aldrig trætte af dem, – de smager virkelig godt.
De fungerer også super godt som en snack til et glas kølig hvidvin, – og her taler årstiden jo kun for os når solen står højt på himmelen.
Når årstiden tillader det laver vi dem gerne på grillen, – på en stegeflade, alternativt kan de uden problemer laves på en pande, – resultatet er det samme.
Soya ristede edamame bønner
Opskrift på soyaristede edamame bønner
Ingredienser
- 1 pose edamame bønner, i skal
- 1/2 dl soya
- 2-3 fed hvidløg, presset
- 1/2 citron
- Lidt olivenolie
Fremgangsmåde
Overhæld de frosne edamame bønner med koldt vand og lad dem trække til de er optøede. Hæld vandet fra og lad dem dræne godt i en sigte.
Tænd grill eller pande for fuld varme og brun hvidløget af i lidt olie i ca. 1 minut, og rør det derefter sammen med din soya og lad den trække.
Grill eller steg edamame bønnerne i lidt olie i 5-10 minutter, - de skal gerne have lidt farve på skallen.
Grill citronen et par minutter til den er let gylden i frugtkødet.
Fordel de grillede edamame i en skål, overhæld med hvidløgssoya og dryp med citron.
Noter
Når min mand og jeg laver soyaristede edamame bønner som tilbehør til aftensmad spiser vi snildt 1 pose os to alene.



