Lækre snaskede romkugler af den helt syndige slags med kagerester, chokolade og masser af god smag. Ofte ligger man inde med kagerester, og i stedet for at smide dem ud, er det altså en virkelig god ide at fryse dem ned, – for de kan trylles om til de lækreste romkugler. Jeg laver ofte den sundere version af romkugler, – men nogle gange skal der altså også den helt forbudte version til. Prøv også mine opskrifter på sundere romkugler med dadler og kikærter og dadelkugler med sortebønner.

Romkugler
Ingredienser
- 1 kg
kagerester, - jeg brugte brownie, kanelsnegle (på gærdej) og bananmuffins
- 100 g
chokolade 60%, smeltet
- 3 spsk
kakaopulver
- 1 dl
marmelade
- 2 1/2 spsk
romessens (vi kan godt lide kraftig rom smag, - så smag dig frem)
- 1 1/2 tsk
vaniljesukker
-
Krymmel, - der går ca. 3 poser til denne portion
Sådan gør du
- Smuldr kageresterne i en skål. Hvis der er mange store stykker og nødder i kageresterne, foretrækker jeg at blende dem først.
- Hæld dem i en røreskål og tilsæt smeltet chokolade, kakaopulver, marmelade og vanilje. Rør dejen med dejkroge til det hele er blandet godt sammen.
- Tilsæt derefter romessens og smag løbende til, - er du vild med rom smag tilsætter du blot 2 1/2 spsk og rører det ind i dejen.
- Sæt massen på køl en time eller to, - den er nemmere at arbejde med jo koldere den er.
- Tril massen til kugler på ca. 50 g/stk og rul hver kugle godt i krymmel.
- Opbevar dem på køl i en lufttæt beholder.
Følg Gourministeriet på Instagram
Følg Gourministeriet på Instagram og få daglig inspiration til din madlavning.


