Mulligatawny suppe med sprøde linser – vegetarisk og fyldig.
Denne opskrift er ændret til en vegetarisk udgave – find opskriften med kylling her.
Mulligatawny suppe med sprøde linser – en varm, krydret og fyldig vegetarisk suppe med masser af grøntsager, røde linser og den lækreste sprøde topping. Suppen er cremet, mættende og fuld af varme krydderier, og de sprøde grønne linser på toppen giver det skønneste crunch.
Selve suppen laver jeg med løg, hvidløg, gulerødder, bladselleri, æble, frisk chili og ingefær, som får selskab af karry, spidskommen, gurkemeje, kanel, koriander og kardemomme. Sammen giver det en fantastisk dybde og varme til suppen. Røde linser gør den dejligt fyldig, og til sidst rundes den af med kokosmælk eller fløde og friskpresset lime.
De sprøde grønne linser er super nemme at lave. Jeg vender kogte grønne linser med lidt olivenolie og krydderier og bager dem sprøde i ovnen. Du kan bruge lige præcis de krydderier, du foretrækker, og både hjemmekogte linser og grønne linser fra dåse fungerer perfekt. Det vigtigste er blot, at linserne er godt tørre, inden de kommer i ovnen – så bliver de meget nemmere lækre og sprøde.
Linserne kan bage i ovnen, imens Mulligatawny suppen simrer færdig, så det kræver stort set ingen ekstra tid. En super nem og virkelig lækker vegetarisk udgave af den klassiske Mulligatawny suppe – med masser af smag, varme og skønne teksturer.
Mulligatawny suppe med sprøde linser
Video af opskriften
Ingredienser
- 2 løg, finthakket
- 3 fed hvidløg, finthakket
- 2 gulerødder, i små tern
- 2 stængler bladselleri, i små tern
- 1 æble, i små tern
- 1/2-1 rød chili, finthakket (evt. uden kerner)
- 3 cm ingefær, fintrevet
- 3 tsk karry
- 1 1/2 tsk spidskommen
- 1 tsk gurkemeje
- 1/2 tsk koriander
- 1/2 tsk kanel
- 1/4 tsk kardemomme
- 2 spsk tomatkoncentrat
- 1 ds hakkede tomater
- 2 dl røde linser
- 9-10 dl grøntsags eller kyllingbouillon
- 1 1/2 dl kokosmælk (eller fløde)
- Limesaft
- Olivenolie
- Salt og friskkværnet peber
Sprøde grønne linser
- 200 g ukogte grønne linser (eller 2 dåser)
- Olivenolie
- Krydderier
Til servering
- Kogte ris (kan undlades)
- Frisk koriander eller persille
Fremgangsmåde
Sprøde grønne linser
- Bruger du linser fra dåse skylles de grundige og drænes derefter godt i en sigte. Dup dem også tørre med køkkenrulle eller et viskestykke.
- Bruger du tørrede linser skylles de grundigt, og koges derefter i letsaltet vand i ca. 20 minutter. Skyl dem i koldt vand og lad dem dræne godt i en sigte. Dup dem også tørre med køkkenrulle eller et viskestykke.
- Vend linserne med en smule olivenolie og krydr dem med salt og friskkværnet peber – evt. lidt røget paprika, spidskommen, løgpulver eller hvad du ønsker af smag.
- Fordel dem på en bageplade med bagepapir, og bag dem i en forvarmet ovn ved 200 grader varmluft, i ca. 20-25 minutter. Vend dem en enkelt gang undervejs.
- Lad dem køle af på bagepladen.
Mulligatawny suppe
- Varm lidt olivenolie i en gryde og steg løgene til de er klare.
- Tilsæt hvidløg, gulerødder bladselleri, æble, chili og ingefær og steg det med i 5 minutter.
- Rør krydderierne i, krydr med salt og friskkværnet peber og varm derefter tomatkoncentraten med i et par minutter.
- Hæld de hakkede tomater, skyllede røde linser og bouillonen over, og lad retten simre i ca. 20 minutter – eller til linserne er helt møre.
- Tilsær kokosmælk (eller fløde), og smag suppen til med friskpresset limesaft, salt to friskkværnet peber.
- Server suppe med friske krydderurter og sprøde linser – evt. lidt kogte ris.
Kan man anvende madlavningsfløde i stedet for kokos ?
Hej Lisa
Ja absolut da – det kan du sagtens 🙂
Kh Dianna
Er i gang med batch nummer 2. Forrygende opskrift. Bruger dog mere af stort set alt. Da den er genial som Frysermad. Er som jeg husker i min ungdom for mange mange år siden. Kunne fås som dåsesuppe og spikes op med oksekød. Samme varme rige smag. Er røget ind lige ved siden af Ribolitoen som vintermad.
Hej Jakob
Ej hvor er det bare fantastisk at høre – det er jeg virkelig glad for 🙂
Elsker den selv, – den varme krydrede smag, perfekt til vintervejret 🙂
Dbh Dianna