Lækker mandelbund toppet med citruscreme og friske bær, – en nem og virkelig lækker kage der hitter hver gang.
Bunden har en lækker lidt sej/chewy konsistens der passer perfekt til den iskolde citruscreme med vanilje og de friske bær, – en sikker vinder året rundt.
Bemærk at det øverste lag af bunden hæver op og nærmest slipper resten af bunden, det skal den gøre, – tryk det blot ned og lad kagen køle af inden der kommes creme på.
Kagen sætter sig bedst når den har stået med cremen et døgns tid på køl, – derfor kan den med fordel laves dagen før den skal spises.
Jeg vil dog anbefale, at man først pynter den med bær nogle timer inden servering, og sørg for at bærrene er godt tørre efter vask.
Mandelbund med citruscreme og friske bær
Opskrift på mandelbund med citruscreme og friske bær.
Ingredienser
- Mandelbund
- 200 g rørsukker
- 3 store æg
- 200 g mandler, fint hakket
- Smør til formen
- Citruscreme
- 1 1/2 dl piskefløde
- 1 spsk flormelis
- 2 tsk vaniljesukker
- 2 dl cremefraiche 38 %
- 1 citron, revet skal heraf
- Pynt
- Friske bær, mynte eller citronmelisse
Fremgangsmåde
Mandelbund Pisk sukker og æg til en tyk creme.
Fint hak mandlerne, gerne i en blender, men mal dem ikke til mel, der må gerne være lidt mindre stykker i, og vend dem i cremen.
Beklæd bunden af en springform med bagepapir og smør hele formen med lidt smør.
Hæld dejen i formen og bag den ved 175 grader i en forvarmet ovn (almindelig ovn) i ca. 30 min.
Lad kagen køle af i formen på en rist inden du åbner formen.
Når kagen er kold tager du den ud af formen og fjerner bagepapiret i bunden. Kagen er porøs så gør det forsigtigt, og stiller den på tallerkenen du ønsker at anrette på.
Vaniljecreme Pisk fløden til en blød skum.
Sigt flormelis og vaniljesukker i flødeskummen og vendt det sammen med creme fraiche og citronskal.
Fordel massen på kagen og sæt på køl i minimum 1 time, - og meget gerne til dagen efter. Når cremen har "sat sig" en smule dækkes kages løst med film.
Et par timer inden servering pyntes kagen med friske bær, mynte og citronmelisse.
Noter
Man kan med fordel lave bunden med andre nødder eller flere forskellige slags nødder - det vil give kagen en anden lækker smag.

Hej,
Hvor stor en springform bruger du til denne opskrift?
Bh Katrine
Hej Katrine
Jeg bruger en springform på 25 cm, der passer det med at selve mandelbunden bliver 3 cm høj.
Rigtig god weekend:)
Mange hilsner
Dianna
Hej !
Har du nogen fif til hvad man kan gøre, hvis cremen ikke vil sætte sig
BH Marlene
Hej Marlene
På køl med den, og hvis det ikke virker så tilsæt lidt mere flormelis
Kan du have kørt den for meget så den er blevet kørt tynd?
Held og Lykke med det
De bedste hilsner
Dianna