
Nem og lækker karrysalat med masser af fylde, – perfekt til en sildemad, ovenpå en æggemad eller i en sandwich. Her er den toppet på en marineret sild, og pyntet med syltede sennepsfrø og blandet grønt.
Perfekt til påske, pinse og jul, – eller bare til de dage indimellem 🙂
Indlægget indeholder reklame for Aalborg Alvavit.

Karrysalat med æbler
Klik & bedøm på stjernerne nedenfor
Video af opskriften
Ingredienser
Karrysalat
- 4 æg, hårdkogt og afkølede
- 1 lille æble, skåret i små tern
- 3 spsk creme fraiche 18%
- 1 1/2 spsk mayonnaise
- 1 skalotteløg, finthakket
- 1-2 syltede agurker, finthakket – ca. 50 g.
- 1 spsk kapers, grofthakket
- 1 1/2 tsk karry
- 1/2 tsk gurkemeje
- 1/2 tsk sukker
- Salt og peber
Derudover
- 6 skiver godt groft rugbrød
- 6 marinerede sildefileter
- 3 spsk syltede sennepsfrø
- 1 bdt purløg, finthakket
- 2 forårsløg, fintsnittet
- 1 bk karse
- Evt. smør til brødet
Sådan gør du
Karrysalat
- Rør creme fraiche, mayonnaise, karry, gurkemeje og sukker sammen i en skål.
- Tilsæt kapers, syltede agurker, løg og æble tern og vend det godt i dressingen.
- Hak æggene. Du kan evt. køre dem igennem en æggedeler på 2 forskellige leder, og derefter give dem et enkelt hak med en køkkenkniv, – så er de fine i størrelsen.
- Vend æggene i dressingen og smag til med salt og peber. Stil til side mens resten forberedes.
Smørrebrød med sild og karrysalat
- Del sildefileterne i 2, – skær evt. det nederste af halestykket af.
- Fordel 2 stykker sild på hver skive brød (evt. smurt med smør), og top med et par store spiseskefulde karrysalat.
- Pynt med syltede sennepsfrø, purløg, forårsløg og karse.

Smager rigtig godt også uden kapers som jeg ikke kan lide
Hej Linda
Dejligt du kan lide opskriften – tusind tak 🙂
Kh Dianna
Den er super lækker og smager SÅ skønt !! Det bedste jeg har smagt og lavet
Køber aldrig købe karrysild mere eller vil prøve andre opskrifter !!
Hej Ann-Dorte
Hvor gør det mig glad at høre – det er jeg virkelig glad for 🙂
Kh Dianna