Overnight oats à la æblekage – sund morgenmad med smag af dessert.
Det her er måske den lækreste overnight oats, jeg har lavet til dato – en cremet, smagfuld og sundere version inspireret af den klassiske gammeldags æblekage.
Perfekt som morgenmad eller mellemmåltid, og den er klar på fem minutter plus en nat i køleskabet.
Grøden er lavet med havregryn, chiafrø, vaniljeskyr, æblegrød og mælk – og smagt til med kanel, lidt sirup eller honning og ekstra vaniljesukker, hvis det er nødvendigt. Jeg anbefaler at bruge vaniljeskyr, både for smagen og for den cremede konsistens – men du kan sagtens bruge naturel yoghurt, hvis du smager den godt til, evt. lige inden servering.
Efter en nat på køl er grøden klar – jeg rører den lige hurtigt igennem, justerer evt. konsistensen med lidt ekstra skyr eller mælk og topper med mere vaniljeskyr, æblegrød og en knasende granola. Så har du en morgenmad, der både mætter, smager fantastisk og føles som lidt ekstra forkælelse 🫶🏼
Og nej, det er ikke en ægte gammeldags æblekage – men som en sundere og virkelig lækker version til morgen eller formiddag, er den helt spot on.
Du kan sagtens forberede til flere dage – hvis alle ingredienser er friske, holder den fint 4-5 dage på køl. Jeg laver ofte til to dage ad gangen – det synes jeg giver det bedste og friskeste resultat.
Et lille tip om æblegrøden
Du kan sagtens bruge færdiglavet æblegrød eller æblemos i opskriften her – det gør det nemt og hurtigt, især hvis du har travlt.
Men hvis du har lidt ekstra tid, så vil jeg virkelig anbefale at lave den selv. Jeg har en skøn opskrift på hjemmelavet æblegrød, som du finder lige her LINK TIL OPSKRIFT – den er nem at lave, smager helt fantastisk og kan sagtens fryses i små portioner, så du altid har en klar i fryseren.

Overnight Oats a la æblekage
Klik & bedøm på stjernerne nedenfor
Video af opskriften
Ingredienser
- 2 1/2 dl havregryn
- 2 spsk chiafrø
- 1 1/2 tsk vaniljesukker
- 1 1/2 tsk kanel
- 1 nip salt
- 1 spsk sirup eller honning
- 2 dl mælk
- 1 1/2 dl vaniljeskyr eller yoghurt*
- 3/4 dl æblegrød – klik her for opskrift
Til servering
- Vaniljeskyr
- Æblegrød
- Granola
Sådan gør du
Overnight Oats a la æblekage
- Bland havregryn, chiafrø, vaniljesukker kanel, salt, sirup, mælk, skyr og æblegrød i en skål. Rør det godt sammen, læg låg på og sæt det på køl i minimum 2-3 timer og gerne natten over.Du kan også blande ingredienserne i 2-3 serveringsglas med låg. Sørg for at der er plads nok til toppings ved servering. Det er nemt både at have med på farten, eller lige snuppe et glas frem om morgenen eller til en hurtig frokost.
- Inden servering røres grøden sammen. Juster evt. konsistensen med mere mælk eller yoghurt, hvis du synes den er blevet for fast.*Har du brugt almindelig yoghurt, kan du også smage til med ekstra vaniljesukker.
- Top grøden med ekstra vaniljeskyr, æblegrød og en godt drys granola eller andet knas.
Næringsindhold (pr. servering)
Næringsindholdet er autogenereret og vejledende. Det er angivet per servering. Der tages forbehold for fejl og variationer. Kun for Premium medlemmer.

