
Lækker mexicansk inspireret kyllingeburger, fyldt med saftig kyllingefilet, grov guacamole og en frisk salsa, – pico de gallo. Derudover toppet med smeltet cheddar og sprøde salatblade, – en frisk og helt igennem vidunderlig burger der kan laves på ingen tid.
Server den alene, med sprøde pommes eller en skål tortillachips.
Jeg bruger gerne kyllingeinderfilet til denne type burger, men du kan også købe kyllingebryster og stege dem hele, og derefter skære dem ud i skiver.

Kyllingeburger med guacamole og frisk salsa
Klik & bedøm på stjernerne nedenfor
Video af opskriften
Ingredienser
Kyllingeburger
- 600 g kyllingeinderfilet – eller bryst
- 4 burgerboller
- 4 skiver cheddar
- 1 lille hjertesalat eller lignende
- Salt og peber
- Olie
- Evt. mayonnaise
Salsa – Pico de gallo
- 300 g tomater
- 1 lille rødløg
- 1 frisk jalapeno eller grøn chili*
- 1 fed hvidløg
- 1 håndfuld persille (eller koriander)
- 1-2 limes, saften heraf
- 1 1/2 spsk olivenolie
- Salt
Guacamole
- 2 avocadoer
- 2-3 spsk salsa – Pico de galo
- 1 lime, saften heraf
- Salt og peber
Sådan gør du
Salsa – Pico de gallo
- Skær tomaterne i små tern, og hak de øvrige ingredienser fint.
- Bland grøntsagerne sammen i en skål, – smag gerne på chilien inden du tilsætter. Måske du har fået fat i en af de stærke, – så doser efter smag og ønske.
- Hæld olien over samt saften af en lime og smag til med salt. Ønskes mere syre tilsættes ekstra limesaft.
Guacamole
- Halver avocadoerne og skrab kødet ud med en ske.
- Mos det groft med en gaffel, og hæld det i en skål sammen med et par spiseskefulde frisk salsa (pico de gallo), og smag til med salt, friskkværnet peber og limesaft.
Kyllinge burger
- Varme en smule olie på en pande og steg kyllingen til den er gylden og gennemstegt, – krydr med salt og peber.*Lun i mellemtiden burgerbollerne.
- Del cheddar skiverne i 4 og læg et lille stykke ost på hvert stykke kylling så det smelter, – regn med ca. 3 stykker inderfileter pr. person.
- Smør de nederste boller med et godt lag guacamole, og læg kyllingen ovenpå.
- Læg et par sprøde salatblade over, top med et par store skefulde frisk salsa og slut af med top bollen. Denne kan evt. smøres med mayonnaise, – men det er en smagsag.


Det smagte fantastisk
Hej Bettina
Åhhh hvor dejligt at høre, tak fordi du skriver det 🙂
Kh Dianna
Smager rigtig godt
Tusind tak 🙂