Karbonader med stuvede ærter og gulerødder – klassisk dansk mormormad.
Karbonader med stuvede ærter og gulerødder er indbegrebet af klassisk dansk mormormad. Den slags ret, der dufter af barndom, tryghed og gammeldags køkken – og som bare altid smager helt fantastisk.
Saftige karbonader (eller krebinetter, om du vil) med sprød stegeskorpe serveret med en cremet, mild stuvning fyldt med grøntsager og masser af kærlighed.
Jeg elsker den her ret, fordi den er så enkel – og alligevel så fuld af smag. Karbonaderne skal være saftige indeni og gyldne udenpå, og stuvningen skal være blød og cremet, men stadig med grøntsager, der har en lille smule bid. Det er balancen, der gør hele forskellen.
I min stuvning bruger jeg klassisk ærter og gulerødder, men du kan sagtens bruge det, du har liggende i køleskabet. Små buketter blomkål, snittede porrer, grønne asparges, haricots verts eller andre rester af grønt fungerer virkelig godt og giver ekstra dybde og variation.
Jeg lynkoger grøntsagerne først, så de er let møre, inden de får lov at simre videre i i sovsen. På den måde bevarer de både farve, struktur og smag.
Server med kogte kartofler – eller stegte. Det er dansk hverdagsmad, når det er allerbedst. Simpelt, mættende og helt igennem nostalgisk.

Karbonader med stuvede ærter og gulerødder
Klik & bedøm på stjernerne nedenfor
Video af opskriften
Ingredienser
Karbonader
- 800 g hakket svinekød eller kalv/flæsk
- 2 mellemstore kogte kolde kartofler
- 1 æg, sammenpisket
- 1 dl hvedemel
- 2 dl rasp
- Salt og friskkværnet peber
- Smør til stegning
Stuvede ærter og gulerødder
- 300 g gulerødder skåret i små tern
- 250 g ærter fra frost
- 60 g smør
- 3-4 spsk hvedemel
- 4 dl bouillon – kylling eller grønt
- 2 dl sødmælk
- Salt og friskkværnet peber
- Evt. en smule friskpresset citronsaft
Derudover
- 800 g små nye kartofler
- Masser af frisk persille til servering
Sådan gør du
Kartofler
- Rens kartoflerne fri for urenheder. Jeg foretrækker at lade skrællen blive på, og spiser dem også gerne med skræl. Du kan også pille dem efter kogning eller skrælle dem inden, – det er op til dig.
- Bring kartoflerne i kog i en gryde med rigeligt godt saltet kold vand evt. tilsat peberkorn og løvstikke, persille eller lignende, – og lad dem koge ved middelvarme i ca. 5 minutter under låg.
- Sluk for blusset, og lad kartoflerne trække færdigt i vandet, under låg, i ca 15 minutter.Ved at tilberede dine kartofler på denne måde får du en lækker fast kartoffel der ikke koger ud. Tiden kommer naturligvis an på størrelsen af kartoflerne, så mærke efter med en kødnål når de har trukket i 10 minutter. Skulle de stadig være meget hårde kan du blot tænde blusset et par minutter igen. Man lærer hurtigt at vurdere kogetiden når man har gjort det nogle gange. Mangler de kun en smule tilberedning lader du dem trække videre i vandet under låg.
Karbonader
- Mos kartoflerne med en gaffel, og bland dem godt sammen med kødet. Krydr med salt og lidt friskkværnet peber.
- Form kødet til 4 lige store bøffer og vend dem i hvedemel, derefter i sammenpiskede æg og til sidst i raspen.
- Smelt en god klat smør på en pande, og steg karbonaderne ved middel varme til de er gyldne, sprøde og gennemstegt – ca. 7-8 minutter på hver side. Krydr evt. med en smule salt under stegning.
Stuvede ærter og gulerødder
- Smelt smørret i en gryde og pisk melet ind i smørret. Lad det varme godt igennem ved middel varme et par minutter under konstant omrøring – det må ikke brune.
- Tilsæt bouillonen lidt ad gangen, og pisk det godt sammen.
- Hæld mælken over ad et par gange, piske grundigt, og lad saucen småkoge i ca. 6-8 minutter. Pisk jævnligt så den ikke brænder på.
- Kog i mellemtiden de små tern af gulerod i en lille kasserolle med vand og salt – de skal kun lige have 3-4 minutter.Hæld ærterne i til sidst og lad dem stå et minuts tid, og hæld derefter vandet fra.
- Vend ærter og gulerødder i saucen, varm igennem og smag til med salt og friskkværnet peber.Tilsæt evt. også en smule citronsaft til saucen – lidt syre klæder retten virkelig godt.
- Server de varme karbonader med nye kogte kartofler, stuvede ærter og gulerødder og et godt drys persille.
Næringsindhold (pr. servering)
Næringsindholdet er autogenereret og vejledende. Det er angivet per servering. Der tages forbehold for fejl og variationer. Kun for Premium medlemmer.



Det var super godt.
Hejsa
Det er jeg virkelig glad for at høre – tusind tak 🙂
Kh Dianna