Cheesecake med jordbær og jordbær gelé - Opskrift på jordbær cheesecake

Jordbær cheesecake med jordbær gelé

Lækker cremet cheesecake med jordbær hele vejen igennem, – en rigtig jordbær drøm med smagen af dansk sommer, barndomsminder og sødmefyldte jordbær.
Denne her jordbær cheesecake smager simpelthen så dejligt, intens smag af jordbær, – og bare så frisk og lækker. Den egner sig til alle årstider, – den stråler af sol og sommer, og det kan jo også have sin charme en kold vinterdag.
I denne jordbærcheesecake har jeg lavet en jordbærpuré som jeg har brugt i både ostecremen og som gelé på toppen, – super nemt, og der er virkelig smæk på jordbær smagen.
Top den med masser af friske bær inden servering, og evt. hvid chokolade flager, sølv/guls flager eller lignende.

Cheesecake med jordbær og jordbær gelé - Opskrift på jordbær cheesecake

Jordbær cheesecake med jordbærgelé

Opskrift på den lækreste cheesecake med jordbær, – intens smag af danske jordbær, sol og sommer. Kagen er toppet med en hele lavet af jordbærpuré.
4.96 fra 24 stemmer
Udskriv Pin Bedøm opskriften 🙂
Ret: Dessert
Køkken: Dansk
Keyword: Dansk sommer, Dessert, Jordbær, Sensommer, Sommer dessert, Sommer mad
Samlet tid: 6 timer
Antal: 8 personer

Video af opskriften

Ingredienser

Kiksebund

  • 200 g digestive kiks
  • 50 g mandler
  • 100 g smør

Jordbærpuré til ostecreme og top*

  • 600 g frosne jordbær (eller friske)
  • 180 g sukker
  • 1 vaniljestang, kornene heraf
  • 1/2 citron, saften heraf

Ostecreme

  • 200 g flødeost
  • 2 1/2 dl piskefløde
  • 100 g græsk yoghurt
  • 3 1/2 dl jordbærpure*
  • 75 g flormelis
  • 5 1/2 blade husblas

Jordbær gelé

  • 2 1/2 dl jordbærpuré*
  • 2 1/2 blade husblas

Derudover

  • Kagering eller springform på ca. 18-20 cm
  • Kageplast
  • Masser af friske bær
  • Evt. sølv flager eller sølvstøv

Sådan gør du

Kiksebund

  • Smelt smørret i en gryde, og fjern den fra blusset.
  • Blend kiks og mandler til en fin mel, og rør dem sammen med den smeltede smør.
  • Beklæd en springform med bagepapir i bunden, og sæt herefter kageplast på indersiden af ringen.
    Bruges en kagering stilles denne på et spækbræt med et stykke bagepapir under, og indersiden af ringen beklædes med kageplast.
  • Hæld kiksemassen heri, og mas den godt ud så hele bunden er dækket. Stil på køl og lad den hvile mens de øvrige elementer laves.

Jordbær puré

  • Hæld alle ingredienserne i en gryde, – jordbær, sukker, citron, vaniljekorn og den tomme vaniljestang.
  • Kog blandingen op, og lad den småkoge i ca. 8 minutter, eller til jordbærrene er møre.
  • Fisk vaniljestangen op, og blend derefter jordbærrene til en blød pure.
    Mål af så du har 3 1/2 dl jordbærpuré til ostecremen, og 2 1/2 dl til toppen.
    *Du kan med fordel lade de 3 1/2 dl blive i gryden, – husblassen skal røres ud i denne, og bruges i ostecremen lige straks.

Ostecreme

  • Udblød husblas i en stor skål kold vand i ca 15 min.
  • Pisk fløden til en blød flødeskum, – sørg for ikke at piske den for meget.
  • Rør flødeost og græsk yoghurt sammen, – og tilsæt derefter flormelis.
    Du kan evt. piske det med piskeris/håndmixer så du sikrer at cremen er fri for klumper.
  • Vrid husblassen fri for overskydende vand, og rør den ud i den varme jordbærpuré, – et ad gangen.
  • Vend et par store skefulde ostecreme i gryden med den smeltede husblas, og rør til det er fri for klumper og massen er afkølet. Mærk med en lillefinger om den er kold nok til at vende i ostecremen, ellers giv den en skefuld mere.
    *Ved at køle husblassen af på denne måde sikrer du at den ikke klumper når den vendes sammen med resten af ostecremen.
  • Vend husblassen i ostecremen, og rør det godt sammen.
  • Vend til sidste flødeskummen sammen med cremen. Gør det forsigtigt så du beholder så meget luft i ostecremen som muligt.
  • Hæld ostecremen over kiksebunden, og fordel den evt. cremen med en ske hvis der er behov for det. Bank den forsigtigt ned i bordet, for at slå evt. luftbobler ud af cremen, og fylde hele formen ud.
  • Sæt kagen tilbage i køleskabet, og lad den sætte sig i min. 3 timer, inden kagen skal toppes med jordbær gelé.

Jordbær gelé

  • Udblød husblas i en stor skål kold vand i ca. 15 min.
  • Hæld de 2 1/2 dl jordbærpuré i en lille kasserolle, og varm den op. Den behøver ikke koge, men skal blot være varm nok til at kunne smelte husblassen.
  • Vrid husblassen fri for overskydende vand, og rør den ud i den varme jordbærpuré. Fjern gryden fra blusset, og lad nu puréen køle til den er lillefinger varm, eller ca. 30 grader.
  • Hæld jordbærpuréen over kagen, – gerne ned over bagsiden af en ske, så ikke strålen rammer kagen direkte.
  • Sæt kagen tilbage på køl, og lad den stå til geléen har sat sig, – ca. et par timer, men gerne natten over.

Jordbær cheesecake med jordbærgelé

  • Inden servering toppes kagen med masser af friske bær, – jordbær, brombær, blåbær og/eller hindbær.
    Skær nogle i halve eller kvarte, lad nogle forblive hele, og drys evt. med sølvflager eller sølvstøv.
Cheesecake med jordbær og jordbær gelé - Opskrift på jordbær cheesecake
Cheesecake med jordbær og jordbær gelé – Opskrift på jordbær cheesecake
Cheesecake med jordbær og jordbær gelé - Opskrift på jordbær cheesecake
Cheesecake med jordbær og jordbær gelé – Opskrift på jordbær cheesecake

Kommentarer

  1. Christina

    Ville man ikke bare kunne komme husblas i jordbærpureen og derefter i cheesecakemassen for at spare en arbejdsgang og undgå husblasklumperne ?
    Vh Christina

    • Hej Christina

      Du har helt ret, – det er også præcis sådan jeg plejer at gøre, ved ikke hvorfor arbejdsgangen lige er blevet ændret i denne opskrift 😉
      Når du har rørt husblassen ud i den varme jordbærpure skal du lade den køle ned til den er lillefinger varm, inden du vender den i ostecremen 🙂

      Kh Dianna

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Bedøm opskriften - jeg håber den smagte godt :)