Gazpacho er en klassisk kold spansk grøntsagssuppe, som de fleste nok har stiftet bekendtskab med henover det danske forår og sommer – eller måske efter en tur til Spanien.
Det er en suppe, der er lige så nem at lave, som den er lækker i både smag, friskhed og udseende. Snit, blend og smag til – så er den faktisk klar. Den har dog godt af en tur på køl inden servering, men imens den står der og køler ned, kan du passende nyde solen – så det tæller næsten ikke som arbejdstid.
Gazpacho kan serveres i en skål toppet med fintsnittede grøntsager og sprøde croutoner, men den kan også hældes på glas og serveres helt enkelt – måske bare med et sugerør.
Personligt kan jeg godt lide at tilsætte en smule chili. Den skal ikke være stærk, men bare have en lille snert varme. Det er dog helt op til dig og kan sagtens udelades.
Gazpacho fungerer også virkelig godt som en lille appetizer eller som en del af et tapasbord. Server den i små glas, og lad dine gæster nyde den stående under sommerens lune himmelstrøg.
Ingredienser til gazpacho
Gazpacho laves af helt enkle, friske grøntsager, hvor kvaliteten virkelig kan smages i den færdige suppe. Brug derfor gerne store, solmodne tomater, som giver suppen både sødme og dybde i smagen.
Derudover får suppen friskhed fra agurk, bladselleri og peberfrugt, mens rødløg og hvidløg giver en let skarphed. En smule chili kan tilsættes for en mild varme, men den kan sagtens udelades, hvis du ønsker en mere klassisk og mild gazpacho.
Et par skiver brød uden kanter blendes med i suppen – det giver en let cremet konsistens og hjælper med at samle smagene. Til sidst rundes gazpachoen af med god olivenolie, sherryeddike eller rødvinseddike, lidt spidskommen samt salt og friskkværnet peber.
Justér eventuelt konsistensen med en smule vand, hvis du ønsker en lidt lettere og mere drikkelig gazpacho.
Gazpacho – Kold grøntsagssuppe
Video af opskriften
Ingredienser
- 8 store solmodne tomater, ca. 800 g
- 1-2 stilke bladselleri
- 1 rød peberfrugt
- 1 grøn peberfrugt
- 1 lille agurk
- 1/2 lille rødløg
- 1-2 fed hvidløg
- 1/2 frisk chili, smag og vurder styrken – kan undlades
- 2 skiver brød, uden kanter
- 1/2 dl god olivenolie
- 1 1/2-2 spsk sherryeddike eller rødvinseddike
- 1/2 tsk stødt spidskommen
- Friskkværnet peber og salt
- Evt. vand
Topping
- Brødcroutoner
- Blandet finthakket grønt
- En smule olivenolie
- Friskkværnet peber
Fremgangsmåde
- Opblød brødet i en smule vand, – det er vigtigt du fjerner kanterne.
- Skyl og rens alle grøntsagerne grundigt og snit dem groft.
- Hæld alle ingredienserne i en blender, – grøntsager, brød, krydderi og sherry/rødvinseddike – vent med olien.
- Blend suppen til den er blød og cremet, og tilsæt derefter olien, gerne imens blenderen kører, og lad den blende godt ind i suppen.Du kan også vælge at blende den så den stadig har lidt struktur, – personligt foretrækker jeg min gazpacho helt blød og lækker.
- Smag suppe til med salt og peber, og juster evt. med ekstra spidskommen og/eller chili alt efter smag. Ønskes suppen tyndere tilsætter du blot en smule vand.
- Lad suppen køle helt af i køleskabet inden den serveres, og toppes som ønsket.
Næringsindhold
Premium
Super lækker opskrift. Den bliver kun bedre at at blive lavet før. Husk at den skal være iskold.
Hej Simon
Hvor er det fantastisk at høre – tusind tak for din søde besked 🙂
Kh Dianna
Kan jeg lave den dagen før ?
Hej Jette
Ja det kan du sagtens gøre:)
Kh Dianna
Lyder lækkert..Er dog ikke den store fan af spidskommen. Kan det udskiftes med noget?
Hej Tina
Så skal du blot undlade, men den tilfører naturligvis masser af smag 🙂
Kh Dianna