Lækre smagsfulde cookies med chokolade og hasselnødder, – let sprøde i kanten og dejlig seje og chewy i midten.
De er super nemme at lave, og så smager de bare så dejligt. Opbevar dem i en lufttæt beholder, så holder de sig lækre seje i flere dage.

Cookies med chokolade og nødder
Opskrift på lækre chewy cookies med chokolade og nødder. Denne opskrift giver 20 store cookies.
Ingredienser
- 250 g hvedemel
- 150 g brun farin
- 100 g rørsukker
- 175 g smør, stuetemperatur
- 150 g hasselnødder, grofthakkede
- 150 g chokolade, lys eller mørk, grofthakket
- 1 æg
- 1 1/2 tsk vaniljesukker
- 1 tsk natron
- 1 tsk bagepulver
- 1/2 tsk salt
Fremgangsmåde
Pisk smør, æg, rørsukker, brun farin og vanilje sukker sammen til en luftig masse.
Rør melet i sammen med nødder, chokolade, natron, bagepulver og salt. Jeg bruger hænderne til at ælte det hele godt sammen i skålen, men du kan også gøre det med en ske.
Del dejen i 20 lige store stykker, ca.50g/stk, og tril dem til kugler.
Fordel kuglerne med et godt mellemrum på 2 bageplader beklædt med bagepapir, og giv dem et lille pres med håndfladen, - ikke for meget, de flader ud under tilberedning.
Bag en plade ad gangen ved 190 grader almindelig ovn i ca. 12-14 min., eller begge plader på én gang, ved 170 grader varmluft i 12-14 min. Jeg foretrækker at bage en plade i almindelig ovn da jeg synes varmen fordeler sig bedre på denne måde.


