![Kålsalat med sprød kylling og parmesan - Opskrift på måltidssalat](https://gourministeriet.dk/wp-content/uploads/2023/01/IMG_5776-scaled-100x100.jpg)
Sprød og lækker måltidssalat med panko paneret kylling, sprøde æbler, rosenkål, spidskål og lækker cremet parmesandressing.
En skøn salat der mætter dejligt, og som er super nem at bikse sammen.
Gider du ikke lave dressingen fra bunden kan du sagtens blande en god mayonnaise med fintrevet parmesan, citron, lidt vand og smage til med salt og peber. Men det er altså ganske nemt at lave den fra bunden, det tager ikke mere end et par minutter, – og den smager så godt.
Salaten er også perfekt at lave hvis du ligger inde med en rest nuggets eller lignende fra dagen før.
![Kålsalat med sprød kylling og parmesan - Opskrift på måltidssalat](https://gourministeriet.dk/wp-content/uploads/2023/01/IMG_5776-scaled-360x360.jpg)
Kålsalat med crispy kylling, æbler og parmesandressing
Klik & bedøm på stjernerne nedenfor
Video af opskriften
Ingredienser
Salaten
- 1 lille spidskål, fintsnittet
- 250 g rosenkål
- 2 æbler, skåret i tynde skiver
- 1 håndfuld hasselnødder, grofthakket
- Friskkværnet peber
Parmesandressing
- 1 æggeblommer
- 1 fed hvidløg
- 40 g parmesan
- 2 små ansjosfileter
- 2 spsk friskpresset citronsaft
- 1 dl rapsolie
- 1/4 dl vand, – juster konsistensen, måske lidt mere eller mindre
- Salt og peber
Panko paneret kylling
- 500 g kyllingeinderfilet
- 3 dl smagsneutral olie
- 100 g pankorasp
- 3/4 dl hvedemel
- 1-2 æg, sammenpisket
- Salt og peber
Sådan gør du
Parmesandressing
- Hæld æggeblommerne, hvidløg, parmesan, ansjosfileter og citronsaft i en minihakker/blender og blend det godt sammen.
- Tilsæt derefter olien lidt ad gangen mens der blendes, – fortsæt til olien er brugt, og du har et tyk cremet mayonnaise.
- Tilsæt vand, lidt ad gangen, og blend fortsat, til du opnår den ønskede konsistens, – dressingen skal være cremet, ikke for tynd og ikke for tyk. Smag til med salt og peber og stil den på køl til den skal serveres.
Panko paneret kylling
- Rens kyllingefileterne fri for urenheder og dup dem tørre i lidt køkkenrulle.
- Varm olien op på en panden ved middel varme, – herhjemme står komfuret på 5-6 stykker ud af 9.
- Fordel det sammenpiskede æg, mel og pankorasp i 3 dybe tallerkener. Krydr melet men en smule salt og peber.
- Vend kyllingestykkerne i hvedemel, derefter i æggemassen og til sidst i pankoraspen.
- Friter stykkerne til de er gennemstegt og gyldne på begge sider, – ca. 3 min. på hver side alt efter tykkelse. Bliver de for hurtigt brune skruer du en smule ned for blusset, – så du sikrer de når at blive tilberedt ordentligt.Læg løbende de tilberedte kyllingestykker til at suge på lidt køkkenrullen.
Kålsalat med crispy kylling, æbler og parmesandressing
- Skær bunden af rosenkålene og fjern de yderste blade. Læg disse i en skål og skyl dem grundigt, – disse bruges til at pynte salaten med.
- Snit rosenkålene fint, og fordel dem i en skål eller lignende, sammen med den snittede spidskål.
- Top med rosenkålsblade, og fordel æblerne rundt omkring i salaten.
- Skær kyllingefileterne ud i 2-3 stykker hver, og læg disse på salaten.
- Top kålsalaten med parmesandressing, hakkede hasselnødder og lidt friskkværnet peber.
![Kålsalat med sprød kylling og parmesan - Opskrift på måltidssalat](https://gourministeriet.dk/wp-content/uploads/2023/01/IMG_5776-2-682x1024.jpg)
Min hustru er absolut ikke vild med ansjoser, er der noget man kan bruge i stedet?
Hej Torben
Tak for din besked 🙂
Der er umiddelbart ikke noget der kan erstatte ansjoserne, – de tilføjer godt med umami smag, der bl.a. er det der karakteriserer den klassiske cæsardressing 🙂 Men du kan sagtens undlade dem, – dressingen får masser af smag fra parmesanen alligevel.
Man kan dog også købe umami som krydderi, – har ikke selv prøve at bruge det, men måske det kunne være en mulighed 🙂
Rigtig dejlig dag 🙂
De bedste hilsner
Dianna
Hej
Kan man erstatte æbler med andet og ikke pærer?
Vh. Dorthe
Hej Dorthe
Altså æbler og pærer giver jo en skøn sprødhed til salaten synes jeg, – men vindruer, jordbær og nektariner går også super godt med parmesandressingen.
Kh Dianna