Bagt blomkål med hvidløgssmør og lageret havarti – nemt tilbehør.
Bagt blomkål med hvidløgssmør og havarti – en super nem og virkelig lækker måde at servere blomkål på. Blomkålen bages mør og gylden med masser af smag fra hvidløgssmør og krydderier, inden den toppes med revet havarti og gratineres i ovnen. Det smager simpelthen fantastisk, og så er det altså bare skønt, når noget så enkelt kan blive så lækkert.
Jeg er virkelig vild med ovnbagt blomkål, og især når den får lov til at bage med en god portion hvidløgssmør. Det giver den dejligste smag, og blomkålen bliver mør og lækker med let gyldne kanter. Sammen med den smeltede havarti får du den skønneste kombination af blød blomkål, krydret smør og gratineret ost.
Jeg starter med at skære blomkålen i tykke skiver, nærmest som små blomkålsbøffer, som jeg deler i lidt mindre stykker og fordeler på en bageplade med bagepapir. Herefter smelter jeg smør og blander det med friskrevet hvidløg, paprika, løgpulver, salt og friskkværnet peber. Smørblandingen pensles godt ud over blomkålen, så alle stykkerne får masser af smag. Du kan også sagtens bruge færdiglavet hvidløgssmør, hvis det skal være ekstra nemt.
Blomkålen bages først i cirka 15 minutter, så den begynder at blive mør og få lidt farve. Herefter tager jeg den ud af ovnen og fordeler fintrevet havarti over toppen. Så skruer jeg lidt op for varmen og lader blomkålen gratinere i yderligere cirka 10 minutter, til osten er smeltet og har fået en lækker gylden overflade.
Til sidst drysser jeg med frisk persille og purløg, som giver en dejlig friskhed til den smørbagte blomkål og den cremede ost.
Jeg synes, den her bagte blomkål er fantastisk som tilbehør til nærmest hvad som helst. Den passer perfekt til både stegt kylling, en god bøf og fisk, men er også virkelig lækker at servere lun på et tapasbord sammen med andre små retter.
En skøn opskrift på ovnbagt blomkål med hvidløgssmør og gratineret havarti, der kræver ganske lidt arbejde, men smager af virkelig meget. Sådan en grøntsagsret, der hurtigt kan blive en fast favorit på middagsbordet.
Bagt blomkål med hvidløgssmør og havarti
Video af opskriften
Ingredienser
- 1 blomkål
- 50 g smør
- 1 fed hvidløg, revet eller presset
- 1 tsk paprika
- 1 tsk løgpulver
- 100 g lagret havarti, fintrevet
- Salt og friskkværnet peber
- Hakket purløg og persille til toppen
Fremgangsmåde
- Fjern bladene og det nederste grove stykke af stokken på blomkålet.
- Skær blomkålet i skiver på ca. 1 cm i tykkelsen og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir.
- Smelt smørret i en gryde og tilsæt hvidløg, paprika og løgpulver og varm det igennem et minuts tid.
- Pensl blomkålen med smørret, krydr med salt og friskkværnet peber og bag det i en forvarmet ovn ved 200 grader, almindelig varme, i ca. 15 minutter.
- Tag pladen ud af overen og skru op til 225 grader.
- Fordel osten over blomkålen, og sæt bagepladen i ovnen igen og bag den videre i ca. 10 minutter.
- Drys toppen med purløg og persille og server imens det er lunt.