
Dubai brownie med pistacieis og ganache – cremet og intens dessert med mellemøstlig inspiration.
Denne Dubai brownie er min fortolkning af den virale Dubai chokolade – i en kage, der kombinerer chokolade, pistacie og tekstur i den vildeste dessertoplevelse.
Her får du en chokoladet og snasket brownie som bund – toppet med et lag af kadayif og pistaciecreme, som giver den dér særlige mellemøstlige tekstur og smag. Øverst kommer en blød og blank mælkechokoladeganache, og hele herligheden serveres med hakkede pistacienødder og cremet pistacieis ved siden af.
Det er en rig og fyldig dessert, der spises i små stykker – og som virkelig forkæler både øjne og smagsløg.
En vigtig info!
Kagen skal tages ud af køleskabet mindst 30 minutter før servering, så fedtstofferne i både brownie, pistaciefyld og ganache får tid til at blødgøre. Det gør hele forskellen! Hvis du serverer den for kold, vil lagene nemlig føles lidt stive og ikke smelte sammen, som de skal.
Du kan sagtens forberede kagen et par dage i forvejen, så den er klar til gæster, fest – eller bare som en overdådig dessert, når du vil imponere.

Dubai brownie med pistacieis
Klik & bedøm på stjernerne nedenfor
Ingredienser
- 160 g smør
- 1/4 dl smagsneutral olie
- 180 g mørk chokolade 55%, knapper eller grofthakket
- 280 g sukker
- 4 æg
- 80 g hvedemel
- 20 g usødet kakaopulver
- 1 1/2 tsk vaniljesukker
- 1/2 tsk salt
- 1/4 tsk bagepulver
- 80 g mørk chokolade 55%, knapper eller grofthakket
Sprød pistacie
- 160 g ristet kadayif*
- 200 g pistaciecreme
Chokoladeganache
- 1 dl piskefløde
- 25 g smør
- 2 spsk glykosesirup
- 200 g mælkechokolade, knapper eller grofthakket
Til servering
- Pistacie flødeis
- Hakkede usaltede pistacienødder
- Evt. guldflager
Sådan gør du
- Smelt smør og olie i en gryde. Sluk for blusset og rør de 180 gram chokolade ud heri, til det er helt smeltet. Sæt det til side og lad det køle let af – uden det sætter sig.
- Piske imens æg og sukker til det skummer let. Kun et par minutter – det skal ikke blive til en æggesnaps.Rør smør og chokolade blandingenheri til du har en ensartet creme.
- Bland alle de tørre ingredienser og sigt dem i cremen, og rør det hele godt og hurtigt sammen, og vend til sidst de 80 gram chokoladeknapper i dejen.
- Beklæd en bageform på ca. 24×24 centimeter med bagepapir, og hæld dejen heri.
- Bag kagen i midten af en forvarmet ovn ved 175 grader, almindelig varme (over og undervarme), i ca. 25 minutter. Kagen skal være fudgy og må ikke få for længe i ovnen – så tjek midten af kagen efter ca. 25 minutter med en kødnål eller lignende. Der skal hænge lidt dej i – så er den perfekt.
- Lad kagen køle af i formen, inden den toppes med pistacie og ganache.
Sprød pistacie
- Rør kadayif og pistaciecremen sammen. Er din pistaciecreme meget fast, kan du lige lune den i mikroovnen et øjeblik eller sætte glasset i lidt varmt vand – så er den nemmere at røre ud.*Kan du ikke finde ristet kadayif, kan du selv stege det på panden først. Skær det ud i mindre stykker og steg det gyldent i en smule smør på en pande.
- Fordel toppingen i et jævnt lag på kagen, og sørg for at komme helt ud til kanterne.
Chokoladeganache
- Varm fløde, smør og glukosesirup i en kasserollen, til det lige akkurat bobler en smule i siderne. Rør undervejs.
- Fjern gryden fra blusset og rør chokoladen ud i fløden til du har en helt glat ganache.
- Hæld gamachen over kagen, og fordel den i et jævnt lag. Pynt evt. med en smule guldflager eller hakket pistacie.
Servering
- Tag kagen ud af køleskabet minimum 30 minutter inden servering.
- Skær kagen i passende stykker og server med et drys hakkede pistacienødder og en kugle pistacieis.