Boeuf Bourguignon - Opskrift med hvidvin og oksekæber

Boeuf Bourguignon med hvidvin og oksekæber

Anbefal


Lækker Boeuf Bourguignon med hvidvin og oksekæber, en helt igennem fantastisk simreret med masser af smag og det lækreste møre kød.
Oksekæber er utrolig billige at erhverve sig, og man skal ikke tage fejl af udseende og struktur, – med rigeligt tid i en god hvidvin og en gang bouillon er de møre som smør og de smager himmelsk.
Vi købte 2 pakker oksekæber med hjem sidste gang vi var på Fanø, – oksekæber af lækkert økologisk Black Angus der har græsset på øen, wow med smag. Kan man ikke få fat i oksekæber kan tykkam også bruges, men for søren jeg vil anbefale man prøver med oksekæber.
Jeg lavede denne gryde forleden dag da vi fik besøg af mine forældre og min svigermor, og der var næsten ikke et øje tørt, – det smagte fuldstændig fantastisk.
Retten er super nem at lave, når alt forarbejdet med snitteri, udskræring af kød mv. er klaret, passer retten mere eller mindre sig selv i de næste 4 timers tid.
Servere den med en god kartoffelmos eller rodfrugtmos og en frisklavet agurkesalat.

Boeuf Bourguignon med hvidvin og oksekæber

By Dianna Brinch Personer: 4-6
Tid: Min. 4 timer

Opskrift på den lækreste simregryde, - Boeuf Bourguignon med hvidvin og oksekæber.

Ingredienser

  • 1,2 kg oksekæber/oksekæbe klumper (eller 1 kg tykkam)
  • 10-12 små skalotteløg, pillede og halverede
  • 250 g bacon, gerne et stykke skåret i grove tern
  • 200 g champignon, halveret eller hele hvis de er små
  • 3-4 gulerødder, skåret i grove tern
  • 6 fed hvidløg, revet eller presset
  • 1 flaske tør hvidvin, gerne en bourgogne
  • 1 l oksebouillon
  • 2 spsk hvedemel
  • 2 spsk tomatkoncentrat
  • 2 laurbærblade
  • 6-8 stile timian, bundet sammen med kødsnor
  • 50 g smør
  • Lidt olie
  • Salt og peber
  • 1 1/2 dl piskefløde
  • 1 stort glas perleløg, drænet for væde
  • 1 håndfuld bredbladet persille, grofthakket til toppen

Fremgangsmåde

1

Rens kæberne fri for de yderste sener, - der vil være sener i midten af kødet, de mørner under tilberedning, så skær ikke for meget i det, så du får for små stykker. Skær derefter kæberne ud i store terne på ca. 3x3 cm.

2

Varm lidt olie i en gryde og steg baconen af til den er let brunet, ikke sprød. Tag baconen til side på en tallerken (den skal ikke suge på køkkenrulle).

3

Steg kødet i bacon fedtet evt. tilsat lidt mere olie, og krydr med rigeligt salt og peber. Når kødet er godt brunet af, det tager ca. 10 min. lægges kødet til side sammen med baconen.

4

Smelt smørret i samme gryde, og steg champignon, løg og gulerødder af ved middel høj varme i ca. 5-10 min., vend hvidløg i det sidste minut og steg med.

5

Hæld kød og bacon tilbage i gryden, og vend tomatkoncentratet i, lad det stege et minuts tid.

6

Drys mel over, vend det godt og lad det steget med et par minutter.

7

Hæld hvidvinen over og lad den reducere i ca. 5 min.

8

Tilsæt oksebouillon, laurbærblade og timianbundet, læg låg på og lad retten simre ved svag/middel varme i 3 timer, rør jævnligt undervejs.

9

Hæld piskefløden over, tilsæt evt. lidt kulør og lad retten simre videre en 1/2- 1 times tid, og tjek om kødet er blevet mørt.

10

Inden servering vendes perleløg i retten, smag til med salt og peber, drys med persille og server med en god mos og lidt surt.

Boeuf Bourguignon - Opskrift med hvidvin og oksekæber
Boeuf Bourguignon – Opskrift med hvidvin og oksekæber
Boeuf Bourguignon - Opskrift med hvidvin og oksekæber
Boeuf Bourguignon – Opskrift med hvidvin og oksekæber
Boeuf Bourguignon - Opskrift med hvidvin og oksekæber
Boeuf Bourguignon – Opskrift med hvidvin og oksekæber

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

Gourministeriet bruger Akismet for at reducere spam. Læs mere om databehandling her.