Vejen ind og baren
Middagen bookes i faste slots, og vores startede kl. 17.15. Man går derned ad en utrolig flot allé med vilde markblomster, smukt lys og højttalere gemt i græsset, - så allerede på vej ind får man den her eksklusive fornemmelse. En tjener står klar ved døren og tager imod, og efter en lille introduktion til stedet bliver man placeret i baren eller loungen. Vi sad i baren.
Her vælger man mellem tre champagner, og så begynder de første snacks at komme. Så en lille note, champagne er ikke en del af vinmenuen, det kommer oveni - men det informerer de om. Personligt synes jeg det skulle have været med i vinmenuen, for med de lækre snacks der blev serveret, ville det været ærlig at vælge champagnen fra.
Snacks i baren
Jeg er ikke så glad for helt rå skaldyr, og selvom hjemmesiden gør opmærksom på, at menuen normalt er svær at ændre, var de virkelig søde og fleksible. Flere af mine serveringer blev tilpasset, mens Jes fik de originale versioner, - og det var altså fedt.
Jes startede med en musling fra Norge smukt serveret i skal og tang, mens jeg fik en sprød tartelet med løjrom. Derefter kom en lille sprød kålhapser med kål fra Tångagård og en svampetartelet med bl.a. Gammel Knas og osteskum. Og så kaviaren, - Jes fik kaviar fra Rossini med rå reje under, og min version var tilpasset med syltet græskar, og kaviar ovenpå. Meget smukt og fantastisk. Det var fra starten en ægte Michelin-oplevelse.
Vinkælderen
Efter snacks bliver man ført med elevator en etage ned, hvor sommelieren tager imod. Man går gennem en imponerende vinkælder og får historien om kælderen og flaskerne, og her vælger man så mellem vinmenu, juicemenu eller en menu med mousserende vine. Vi valgte den klassiske vinmenu. Bemærk at vinmenuerne ikke er inkluderet i prisen på middagen.
For enden af vinkælderen åbnes dørene til hovedrestauranten, - og det føles simpelthen magisk. Restauranten ligger helt nede ved søniveau med udsigt over søen og fuglelivet, og der er masser af plads mellem bordene.
Maden i hovedrestauranten
Vi startede med et glas af ÄNGs egen mousserende vin - druerne dyrkes ca. 100 meter fra restauranten. Så kom serveringerne. Først noget med brændenælde fra Ästad, derefter fjeldørred fra Lando-søen med et kimchi-agtigt element, - vi opfattede den nærmest som laks. Til hver ret fik vi vin, og den tomme flaske blev stillet på bordet, så man kunne se etiketten. En lille detalje, der fungerede virkelig godt.
Jes fik kammusling fra Frøja med brioche og et surt/sødt, cremet element. Min version blev lavet med rullet og svitset kålrabi med samme creme, - og nøj, den blev faktisk en af mine favoritter. Derefter dybhavsrejer fra Norge, - rå med en let sauce til Jes, let tilberedte til mig. Så en brødservering med meget sprødt surdejsbrød bagt på rug og hvede fra Berte Qvarn, altså mel fra lokale landmænd, og senere grillet jomfruhummer fra Bua med en fantastisk sauce og en slags broken gel.
Hovedretten var and fra Söderslätt: et rødt, saftigt og fedt stykke and med halvsprødt skind samt små snacks med en andemousse, der smagte i retning af foie gras.
Ost i vinbaren
Derefter blev vi ført ind i vinbaren, hvor der kom tungere rødvine, - to glas til denne del. Husets osteservering lignede en cheesecake med jordbær, men var salt - Den Hvide Dame på kiksebund. Dertil en sprød hapser af knækbrød med hvidskimmelcreme og revet Arla Unika-ost samt en lille kaviarhapser med jordskok. Suuuper lækkert.
Det søde og kaffen
Til sidst kom vi op fra kælderen igen, og så fulgte det søde - koji-is med en særlig sauce, en lille vaffel med saltkaramel og til kaffen en vingummi-agtig konfekt med honning fra Ätradalen samt en tung chokoladehapser med chokolade fra Malmö. Da vi rejste os, var der gået cirka fire timer, og timingen havde været meget præcis hele vejen.
Service
Betjeningen var utrolig kompetent, sød og nærværende. Personalet skabte et fantastisk flow gennem hele aftenen, og selvom standarden er meget høj, er der ikke et gram snobberi. At de så oven i købet tilpassede menuen for mig uden at gøre et nummer ud af det, det siger noget om stedet.
Pris og niveau
Vi havde købt middagen som en samlet pakke med overnatning på Ästad Vingård. Reserverer man bare bord, koster smagsmenuen 2.900 SEK og vinmenuen 2.000 SEK pr. person, - og champagnen i baren kommer så oveni. Det er mange penge, ja, men med det niveau af mad, service og omgivelser synes vi ærlig talt, det er pengene værd. (Ikke reklame)
Kæmpe anbefalinger herfra. ÄNG er nok vores bedste madoplevelse nogensinde, - smukke omgivelser, formidabel mad og en service, der bare får det hele til at glide. Vi kommer til at tale om den her aften længe. Har du været på ÄNG, - så skriv endelig til os på Instagram, hvad du tænkte.
Billeder fra besøget
Vores egne billeder og videoer, taget undervejs.
Højdepunkter
- Beliggenhed
- Ästad 10, Tvååker
- Det vi fik
- Musling fra Norge i skal og tang, Kålhapser med kål fra Tångagård, Svampetartelet med Gammel Knas og osteskum, Kaviar fra Rossini med rå reje, Brændenælde fra Ästad, Fjeldørred fra Lando-søen med kimchi-agtigt element, Kammusling fra Frøja med brioche, Dybhavsrejer fra Norge, Surdejsbrød med rug og hvede fra Berte Qvarn, Grillet jomfruhummer fra Bua, And fra Söderslätt, Den Hvide Dame som salt cheesecake, Knækbrød med hvidskimmelcreme og Arla Unika, Koji-is med sauce, Vaffel med saltkaramel, Konfekt med honning fra Ätradalen og chokolade fra Malmö, Klassisk vinmenu
- Highlights
- Hele aftenen er bygget op som en rejse gennem bar, vinkælder, restaurant og vinbar, Utrolig kompetent og sød betjening uden snobberi, De tilpassede menuen, så jeg undgik rå skaldyr, Udsigt over sø og fugleliv med masser af plads mellem bordene.
- Pris og værdi
- Smagsmenu 2.900 SEK + vinmenu 2.000 SEK pr. person, champagne i baren oveni; vi havde købt det som pakke med overnatning · værdi for pengene 5,0 af 5
- Stemning og service
- Stemning 5,0 · service 5,0 af 5