
Mini croissanter med skinkesalat – nemme, sprøde og perfekte til festlige lejligheder.
De her mini croissanter med skinkesalat er både uimodståeligt lækre og super nemme at lave – og så er de perfekte til alt fra brunch og tapas til sommerfester og studenterfejringer. En klassisk og cremet skinkesalat i sprøde, hjemmebagte croissanter – det bliver ikke meget bedre.
Croissanterne er lavet med en nem butterdejsopskrift, hvor dejen rulles ud, skæres i trekanter og bages til små, gyldne og sprøde hapsere. Det kræver hverken særlige bagekundskaber eller lang forberedelsestid – og resultatet er altid lækkert.
Fyldet er en hjemmelavet skinkesalat, der er både cremet og smagfuld, og som passer perfekt ind i de små croissanter. De kan laves i forvejen og fyldes kort før servering, så de stadig har den sprøde kant, der gør dem ekstra lækre.
De egner sig både som appetizer, en del af en buffet, til picnic eller som et lille indslag på brunchbordet – en sikker favorit, uanset anledningen.

Mini croissanter med skinkesalat
Klik & bedøm på stjernerne nedenfor
Video af opskriften
Ingredienser
Mini croissanter
- 1 rulle butterdej
- Sammenpisket æg til pensling
Skinkesalat
- 150 g kogt skinke (rester, tern eller lignende)
- 1/2 dl mayo
- 1 spsk creme fraiche
- 1/2 tsk dijonsennep
- 1-2 spsk rødløg, finthakket
- 2 spsk purløg, finthakket
- Salt og friskkværnet peber
Derudover
- Frisk salat
Sådan gør du
Mini croissanter
- Fold butterdejen ud på køkkenbordet, og skær den i aflange trekanter på den smalle led. Det brede stykke på hver croissant skal være på 5-6 centimeter. Se videoen over opskriften.
- Rul herefter trekanterne til croissanter – fra den bredde led ned til den smalle spidse og læg dem på en bageplade med lukningen nedad, og pensl dem med sammenpisket æg.
- Bag dem i en forvarmet ovn ved 200 grader, almindelig varme, i ca. 15-20 minutter – eller til de er gyldne.
Skinkesalat
- Hæld skinken i en minihakker eller lignende og blend til den er finthakket. Alternativt kan den finthakkes med en kniv.
- Bland skinke med de øvrige ingredienser og smag til med salt og friskkværnet peber.
Mini croissanter med skinkesalat
- Skær eller klip croissanterne op og fyld dem med en smule frisk salat og en skefuld skinkesalat.
- Anret på et fad og server.
Hvor er de fine:-) Elsker din skinkesalat.