
Lækre hjemmelavede ravioli med fyld af svampe og spinat, toppet med cremet flødesauce og frisk trøffel.
Vi er jo vilde med pasta herhjemme, og denne lækre kombination med svampe, spinat, ricotta og parmesan samlet i en ravioli er intet mindre end perfekt. At den så også er toppet med en cremet flødesauce og frisk trøffel, – ja så bliver det ikke bedre.
Jeg har lavet denne ravioli i en ravioli form, og det er den måde jeg går denne opskrift igennem på, – men man kan selvfølgelig også lave dem uden.
Opskriften er lavet i forret størrelse hvor man hver får 4-5 ravioli, – ønsker man dem som hovedret bør man lave dobbelt portion.

Ravioli med spinat og svampe, cremet flødesauce og frisk trøffel
Klik & bedøm på stjernerne nedenfor
Video af opskriften
Ingredienser
- 1 portion
pastadej, - prøv vores opskrift på pastadej
-
Frisk trøffel - kan undlades
Fyld
- 1
løg, grofthakket
- 200 g
mark champignon, skåret i skiver
- 75 g
baby spinat
- 50 g
parmesan
- 4 spsk
ricotta
-
Salt og peber
-
Lidt olivenolie
Flødesauce
- 1/2 l
piskefløde
- 100 g
mark champignon, fint snittet
- 1
lille løg, finthakket
- 1 fed
hvidløg, finthakket
- 1 dl
hvidvin
-
Salt og peber
-
En smule muskatnød
Sådan gør du
Fyld
- Steg løg og champignon af i en smule olivenolie, tilsæt spinaten og lad denne falde sammen. Blend massen og lad den køle af.
- Rør ricotta og parmesan i og smag til med salt og peber.
Flødesauce
- Svits løg, hvidløg og champignon på en varm pande i olie, tilsæt vin og lad den koge ind til det halve.
- Skru ned for blusset til svag/middelvarme, tilsæt piskefløden og lad det simre til fløden er kogt godt ind til en cremet sauce. Smag til med salt og peber og en smule revet muskatnød.
Ravioli
- Læg en pastaplade over ravioli formen og mas dejen let ned i hullerne.
- Fyld hullerne med ravioli fyldet og gør dejen let våd med en finger. Kom herefter en pasta plade over som låg, og rør en kagerulle over formen til raviolierne er frigjort fra hinanden.
- Vend raviolierne ud af formen og skil dem forsigtigt ad. (Vi bruge derudover en lille ravioli skærer, for at få dem skilt ordentligt ad efter de var kommet ud af formen, da kagerulle tricket ikke var helt nok).
- Kog raviolierne i rigeligt letsaltet vand i ca. 3-5 min ved middel varme, de må ikke buldre, så risikerer du at de går i stykker.
- Tag dem op med en hul ske og lad dem dræne for væde.
- Anret raviolien med flødesauce på toppen og rigeligt friskrevet trøffel.



Lækkert! Vi skal ha’ det som hovedret i aften med strimlet entrecotes til
Men hvor koldt skal afkølet skal fyldet være før isten røres i …. ??
Hej Vibeke
Hvor lyder det lækkert:)
Det skal køles godt af, – ellers smelter ricottaen:)
Kh Dianna
Har en del overskud af fyldet. Kan de fryses til en anden gang? :-).
Hej Mikkel
Det tænker jeg bestemt du kan – men har ikke prøvet selv, desværre 🙂
Kh Dianna