Cheesecake med blåbær, vanilje og lime, og en sprød kiksebund med hvid chokolade.
Den skønneste blåbær cheesecake, – se lige en smuk farve, forårs lilla hele vejen igennem.
Denne her blåbærcheesecake er super nem at lave, og rummer hele 500 g blåbær. Blåbær puré til ostecremen og sirup til geléen laver du af samme portion, – nemt og hurtigt.
Blåbær cheesecaken er smagt til med vanilje og frisk limesaft. Er du vild med lime, kan du sagtens røre fintrevet skal fra en lime ind i ostecremen også, – det smager fantastisk. Men det er lidt hvad man er til.
Blåbær cheesecake tager sig smukt ud året rundt, – nytår som sommer, og ikke mindst som på påskebordet som årets påske cheesecake.
Er du mere til en rigtig påske gul eller en ægte påske cheesecake, så skal du prøve én af mine to påske cheesecakes.
Påske cheesecake – Citron cheesecake med marcipan og chokolade – klik her.
Påske cheesecake med citron og hvid chokolade, og masser af påskeæg – klik her.

Blåbær cheesecake
Video af opskriften
Ingredienser
Kiksebund
- 225 g digestive kiks
- 70 g hasselnødder (kan undlades)
- 75 g hvid chokolade, grofthakket
- 100 g smør
Blåbærpure og sirup*
- 500 g blåbær fra frost (eller friske)
- 180 g sukker
- 1 vaniljestang, kornene heraf
Blåbær ostecreme
- 200 g flødeost – ikke light
- 2 1/2 dl piskefløde
- 100 g græsk yoghurt
- 2 1/2 dl blåbærpure*
- 1 lime, saften heraf, ca. 3 spik saft
- 75 g flormelis
- 5 1/2 blade husblas
Blåbær gelé
- 2 1/2 dl blåbær sirup*
- 4 1/2 blade husblas
- Evt. saften af 1/2 lime (kan undlades)
Pynt til blåbær cheesecake
- Friske blåbær
- Elfenbens farvede chokoladekugler
- Stedmorblomster i lilla/hvid
- Guld flager
Derudover
- Kagering eller springform på ca. 18-20 cm
- Kageplast
Sådan gør du
Kiksebund
- Smelt smørret i en gryde, og fjern den fra blusset.
- Blend kiks og hasselnødder til en fin mel, og rør dem sammen med den smeltede smør og chokoladen.
- Beklæd en springform med bagepapir i bunden, og sæt herefter kageplast på indersiden af ringen. Bruges en kagering stilles denne på et spækbræt med et stykke bagepapir under, og indersiden af ringen beklædes med kageplast.
- Hæld kiksemassen heri, og mas den godt ud så hele bunden er dækket. Stil på køl og lad den hvile mens de øvrige elementer laves.
Blåbær puré og sirup
- Hæld alle ingredienserne i en gryde, – blåbær, sukker, vaniljekorn og den tomme vaniljestang.
- Kog blandingen op, og lad den småkoge i ca. 8 minutter, eller til blåbærrene er møre.
- Si blåbær siruppen/saften fra, – der skal være ca. 2 1/2 dl.Stil den på køl, til geléen til toppen skal laves.
- Fjern vaniljestangen og hæld bærrene i en minihakker eller lignende, og blend til en blød puré. Der skal være ca. 2 1/2 dl.
- Hæld 1/2 dl tilbage i kasserollen ( det skal husblassen smeltes i), og lad de sidste 2 dl køle af (de skal vendes i ostecremen).
Blåbær ostecreme
- Udblød husblas i en stor skål kold vand i ca 15 min.
- Pisk fløden til en blød flødeskum, – sørg for ikke at piske den for meget.
- Rør flødeost og græsk yoghurt sammen, – og tilsæt derefter flormelis.Pisk det evt. men en elpisker til der ikke er nogle klumper tilbage.
- Rør de 2 dl afkølede blåbærpuré sammen med ostecremen.
- Vrid husblassen fri for overskydende vand, og rør dem ud i den varme blåbærpuré, – et ad gangen.
- Vend et par store skefulde ostecreme i gryden med den smeltede husblas, og rør til det er fri for klumper og massen er afkølet. Mærk med en lillefinger om den er kold nok til at vende i ostecremen, ellers giv den en skefuld mere.*Ved at køle husblassen af på denne måde sikrer du at den ikke klumper når den vendes sammen med resten af ostecremen.
- Vend husblassen i ostecremen, og rør det godt sammen.
- Vend til sidste flødeskummen sammen med cremen. Gør det forsigtigt så du beholder så meget luft i ostecremen som muligt.
- Hæld ostecremen over kiksebunden, og fordel cremen med bagsiden af en ske. Bank den forsigtigt ned i bordet, for at slå evt. luftbobler ud af cremen, og fylde hele formen ud.Er ovrefladen ujævn kan du skylle en ske i kogende vand, og rette ujævnhederne ud med bagsiden af den varme ske.
- Sæt kagen tilbage i køleskabet, og lad den sætte sig i min. 3 timer, inden kagen skal toppes med blåbær gelé.
Blåbær gelé
- Udblød husblas i en stor skål kold vand i ca. 15 min.
- Hæld de 2 1/2 dl blåbær sirup i en lille kasserolle, og varm det op. Det behøver ikke koge, men skal blot være varm nok til at kunne smelte husblassen.
- Vrid husblassen fri for overskydende vand, og rør den ud i den varme sirup. Fjern gryden fra blusset, og lad siruppen køle af til den er lillefinger varm, eller ca. 30 grader.Tilsæt evt. saften af 1/2 lime hvis du ønsker en smule syre til siruppen.
- Hæld blåbær siruppen over kagen, – gerne ned over bagsiden af en ske, så ikke strålen rammer kagen direkte.
- Sæt kagen tilbage på køl, og lad den stå til geléen har sat sig, – ca. et par timer, men gerne natten over.
Blåbær cheesecake med vanilje, lime og hvid chokolade
- Befri forsigtigt kagen fra kageringen og kageplasten.
- Pynt kagen med det pynt du har valgt.Jeg har pyntet med friske stedmorblomster, chokoladekugler, halve og hele blåbær og en smule guldflager.Prøv også at toppe kagen med lidt fintrevet limeskal, – det smager super lækkert.



