Citroncheesecake med vanilje, og en kiksebund med mandler, marcipan og mørk chokolade. Sødmefyldt, syrlig og helt perfekt som årets påskekage.
Denne her påske cheesecake smager simpelthen vidunderligt, – citron, marcipan og chokolade går perfekt sammen, og den smukke gule farve gør den idéel som påskekage.
Påske cheesecake eller ej, – du kan sagtens pynte din cheesecake med citron efter årstid. Serverer jeg den som påske cheesecake, så pynter jeg den med blød timian, chokolade påskeæg og farverige stedmorblomster. Serveres den på andre tider af året kan du pynte den med sæsonens spislige blomster, chokoladekugler eller lignende. Du kan også farve den med lyserød pastafarve i stedet for, – så den får en sart rosa farve.
Smagene i denne citroncheesecake holder året rundt, – den er helt igennem vidunderlig.
De små sorte prikker af vanilje giver den syrlige ostecreme en fantastisk smag, – og den går perfekt samme med den mere sødmefyldte og tunge bund.
Cheesecake med citron kan med fordel laves en dag i forvejen, og blot pyntes inden servering.

Cheesecake med citron, chokolade og marcipan – Påske cheesecake
Video af opskriften
Ingredienser
Kiksebunde
- 200 g havrekiks – eller digestive
- 60 g mandler eller hasselnødder (kan undlades)
- 60 g mørk chokolade, grofthakket
- 60 g marcipan, skåret i små tern
- 1 citron, fintrevet skal heraf
- 125 g smør
Ostecreme
- 250 g flødeost, ikke light
- 3 1/2 dl piskefløde
- 1/2 dl friskpresset citronsaft – ca. 1 1/2 citron
- 100 g flormelis
- 1 vaniljestang, kornene heraf
- 4 1/2 blade husblas
- Gul frugtfarve
Derudover
- Bløde timian
- Stedmorblomster
- Påskeæg – hvis det er årstid
- Kagering eller springform på ca. 18-20 cm
- Kageplast
Sådan gør du
Kiksebund
- Smelt smørret i en gryde og sluk for blusset.
- Blend kiks og mandler til en fin mel, og bland det sammen med den smeltede smør. Lad kiksemassen afkøle en smule.
- Rør derefter marcipanstykker, chokolade og citronskal i kiksemassen, – chokoladen skal helst ikke smelte så bunden bliver mørk. Er din citron meget stor, kan du starte med skallen af 1/2 citron, og derefter smage til og du ønsker mere.
- Beklæd en springform med bagepapir i bunden, og sæt herefter kageplast på indersiden af ringen. Bruges en kagering stilles denne på et spækbræt med et stykke bagepapir under, og indersiden af ringen beklædes med kageplast.
- Hæld kiksemassen heri, og mas den godt ud så hele bunden er dækket og kiksemassen er mast godt sammen, – på den måde undgår du din kiksebund smuldrer når du skærer kagen. Stil på køl og lad den hvile mens ostecremen laves.
Ostecreme
- Udblød husblas i en stor skål kold vand i ca. 15 min.
- Rør flødeosten sammen med flormelis, vaniljekorn og citronsaft. Du kan med fordel mase vaniljekornen med lidt flormelis inden de tilsættes, – så fordeler de sig flottere i kagen. Rør ostecremen til den er fri for klumper.
- Pisk 3 dl fløde til en blød flødeskum, – den sidste 1/2 dl skal du hælde i en kasserolle. Sørg endelig for ikke at piske flødeskummen for meget.
- Vend flødeskummen sammen med ostecremen, og rør til du har en ensartet creme. Prøv ikke at slå for meget luft ud af cremen når du rører.
- Tilsæt gul frugtfarve og rør den ind i ostecremen, – fortsæt med at tilsætte til du opnår den ønskede farve. Jeg brugte ca. 1 spsk før farven var der, – men tilsæt ikke det hele på én gang, måske din farver mere, og måske du foretrækker den lysere.
- Varm fløden i gryden ved svag varme. Der er ikke meget, så det skal ikke stå længe og det skal ikke og op koge, – kun lige være lunt nok til at smelte husblassen.
- Rør de udblødte og vredne stykker husblas ud i fløden, – et ad gangen.
- Vend et par store skefulde ostecreme sammen med den lune husblas/fløde, og rør til det er fri for klumper og massen afkølet. Mærk med en lillefinger om den er blevet kold nok til at vende i ostecremen, ellers giv den en skefuld mere.
- Vend fløden/husblassen i ostecremen, og rør det godt sammen. Gør det stadig med bløde bevægelser så du får så meget luft i cremen som muligt.
- Hæld ostecremen over kiksebunden, – fordel evt. cremen med en ske hvis der er behov for det, og bank den forsigtigt ned i bordet, for at slå evt. luftbobler ud af cremen.Du kan med fordel varme bagsiden af en ske i lidt varmt vand, tørre det af, og glatte overfladen af kagen ud.
- Sæt kagen tilbage i køleskabet, og lad den sætte sig i min. 3-4 timer, – gerne natten over.
- Inden servering pyntes kagen med blød timian, stedmorblomster eller hvad årstiden er til.









Sikke et lækkert syn Hvor stor springform bruger du til denne portion?
Hej Charlotte
Tusind tak:)
Jeg bruger en regulerbar kagering, og sætter den på 19 cm:)
Kh Dianna
Kan den mon laves og fryses, så der kun mangler pynt?
Hej Annelise
Jeg har ikke selv prøvet at fryse den, – men ved at mange har frosset mine forskellige cheesecakes uden problemer.
Så jeg tænker bestemt ikke det er noget problem med denne:)
Kh Dianna
Hvorfor ikke light produkter ??
Mvh
Grethe
Hej Grethe
Personligt synes jeg smag og volumen/fedmen bliver bedst med almindelig ost, og ikke light. Derfor anbefaler jeg altid den almindelige variant:)
Kh Dianna
Hejsa
Hvis nu jeg gerne vil lave den i springform på 24 cm, hvor meget skal den så ganges op?
Kh Anne Hansen
Hej Anne
Så vil jeg lave en 1 1/2 portion i alt, – så sikrer du en fin højde på kagen:)
Rigtig god fornøjelse:)
Kh Dianna
Hejsa, ville det være muligt at bruge almindeligt film i stedet for kageplast?
Kh Emma
Hej Emma
Så vil jeg hellere anbefale dig at bruge bagepapir, det ved jeg at mange gør med stor succes 🙂
Du klipper bare stykket til så det passer med en strimmel til indersiden af kageringen/springformen.
Kh Dianna
Hej
Den skal prøves imorgen
Den skal stå til lørdag – hvordan har du fået kagen over på et andet fad? Og hvordan opbevarer jeg den til dagen efter?
Hej Dorthe
Jamen jeg opbevarer altid kagen i formen indtil den dag den skal serveres.
Pynt den først inden servering, – påskeæg med coating krakkelerer når de kommer på køl på en fugtig overflade.
Når du har befriet kagen fra formen fjerner du bagepapiret under bunden og sætter kagen på det fad eller den tallerken det skal serveres på. Bunden er hård og moussen fast, så du kan sagtens holde kagen under bunden.
Rigtig god påske 🙂
Dbh Dianna
Hej skal lave denne til en påskefrokost lørdag Men kan man tilføje en citrongelé ovenpå uden problemer? ☀️
Hej Sofie
Det kan du sagtens gøre, det vil være super lækkert 🙂
Rigtig god fornøjelse 🙂
Kh Dianna
Sæt springformen uden bund direkte på fadet, den skal serveres på, det er meget lettere.
Fadet smøres med en anelse olie eller andet fedtstof
Hej Conny
Tusind tak for fif, – det er hermed givet videre 🙂
Dbh Dianna
Kan man bruge laktosefri fløde og ost ? Og skal der så mere husblas i ?
Hej Tina
Det har jeg ikke prøvet, så det tør jeg simpelthen ikke svare på:(
Jeg ved ikke hvordan de produkter “sætter sig”, desværre <3
Kh Dianna
Hej måske dumt spørgsmål, men er blomsterne spiselige?
Den her skal jeg så meget lave til årets påskefrokost
Hej Karina
Slet ikke et dumt spørgsmål 🙂
Stedmor blomster er spislige, og derudover kan man købe andre små pakker med forskellige stedmorblomster i supermarkedet eller online, – dette r så fint at pynte med:)
Kh Dianna