Køb alle tre kogebøger som sætKogebogssæt — spar 210 kr · signeret eller usigneret — spar 210 krBestil her
Restaurant Epoques facade om aftenen med oplyst skilt og lyskæde
Restaurant · Göteborg · Svensk bistro

Epoque i Göteborg, de bedste kammuslinger vi nogensinde har fået, smørmøre oksekæber og en tjener med fuldstændig styr på det hele

Nogle gange bliver man virkelig positivt overrasket, når man går ind ad døren til en restaurant. Det skete for os på Epoque i Göteborg, som vi havde fået anbefalet af vores følgere på Instagram og på forhånd var lidt usikre på, fordi billederne på hjemmesiden måske ikke ser helt så hyggelige ud. Vi fik en varm, stemningsfuld bistro, en helt fantastisk betjening og noget af det mest gedigne og velsmagende mad, vi længe har fået. Det blev en af de bedste restaurantoplevelser på vores efterårsferie i byen.

Besøgt 16. oktober 2026 3.445 SEK før drikkepenge for 2 voksne og 2 børn, ca. 1.700 SEK pr. voksen med champagne og en flaske Chablis
Gourministeriets bedømmelse 5,0 / 5
Maden 5,0
Service 5,0
Stemning 5,0
Værdi for pengene 5,0
PlusKammuslinger med hvidløg og citron, de bedste vi nogensinde har fået · Smørmøre oksekæber med pebersauce og en puré med masser af smør · En tjener med fuldstændig styr på alt, varm og hurtig uden at virke forhastet · Langt hyggeligere lokale end billederne på hjemmesiden lover
Værd at videBeliggenheden er ikke særlig smuk, og det ligger lidt uden for centrum · Intet egentligt børnemenukort, selvom personalet gerne finder en løsning · Ikke en billig middag, omkring 1.700 SEK pr. voksen med champagne og vin
16. oktober 2026 kl. 19.45–22.00 Middag 5,0

Stemning og sted

Epoque ligger på Södra Vägen 8 i Göteborg, lidt uden for det centrum, hvor vi boede, så vi tog en taxa derud. Restauranten åbnede i 2017 og beskriver efter eget udsagn sig selv som en afslappet bistro for kvarteret, en slags dagligstue, hvor man både kan kigge forbi til et glas vin, spise en mindre ret eller blive hængende hele aftenen.

Den beskrivelse kunne vi virkelig godt genkende. Allerede da vi trådte ind, var der varme i lokalet, masser af stemning og en indretning, som fungerede langt bedre, end vi havde forestillet os. Vi synes faktisk, at billederne på restaurantens egen hjemmeside snyder lidt, for stedet er langt hyggeligere i virkeligheden.

Det er ikke en stor, pompøs restaurant, der vil imponere med overdådig indretning. Det er snarere en gennemført og stemningsfuld bistro, hvor det hele føles afslappet, varmt og personligt, og man får straks lyst til at sætte sig godt til rette og blive siddende i flere timer. Og det passer perfekt til den mad, de serverer.

Champagne og brød på spyd

Vi begyndte aftenen med et glas champagne, hvilket altid er en dejlig måde at starte en god middag på. Kort efter kom der brød med smør, og selv den servering havde køkkenet gjort lidt ekstra ud af.

Brødet var skåret i skiver og sat ned over et spyd, så skiverne stod stablet oven på hinanden. Det var en sjov og anderledes måde at servere brød på. En lille detalje, men vi synes, det er hyggeligt, når en restaurant også tænker over præsentationen af de helt enkle ting.

Forretterne

Jeg begyndte med en sprød tartelet med majs, kantareller, kartoffelskum og revet trøffel på toppen. Og hold nu op, hvor var den lækker. Den sprøde tartelet dannede rammen om de forskellige ingredienser, og det hele var anrettet med en finesse, der gjorde retten til noget helt særligt. Det er præcis sådan, vi synes, god mad skal være, masser af smag, råvarer der får lov at komme til deres ret, og samtidig smukt at se på.

Jes havde valgt restaurantens kammuslinger, som Epoque blandt andet er kendt for. Det var forholdsvis små muslinger, serveret i skallerne med masser af smag fra blandt andet hvidløgssmør, citron og parmesan. Det var en af de retter, hvor man nærmest bliver lidt stille ved første bid, for det smagte ganske enkelt vanvittigt godt.

Jeg er normalt ikke særlig begejstret for kammuslinger og ville sjældent vælge dem på et menukort. Men jeg smagte selvfølgelig på Jes' tallerken, og det var de bedste kammuslinger, jeg nogensinde har fået. Jes havde det på præcis samme måde og kunne ikke huske, hvornår han sidst havde fået så gode kammuslinger. Alene den servering giver os lyst til at komme tilbage - og der ville jeg ikke tøve et sekund, jeg ville vælge kammuslinger.

En flaske Chablis

Til maden bestilte vi en flaske Chablis. Vi holder utrolig meget af hvid Bourgogne, og Chablis er altid et oplagt valg, når vi vil have en elegant og frisk hvidvin, især til kammuslinger og andre lettere serveringer. Det var en dejlig flaske, som vi nød gennem hele middagen.

Epoque har i det hele taget et stort fokus på vin, hvilket passer godt til konceptet. For os er et godt vinkort en vigtig del af en restaurantoplevelse, og her var det på plads.

Hovedretterne

Til hovedret havde jeg valgt oksekæber med pebersauce og kartoffelpuré. Kødet var så mørt, at det nærmest smeltede i munden, den slags langtidsbraiseret kød, hvor man kan smage, at der er brugt tid på tilberedningen. Vi har fået oksekæber mange gange før, men pebersauce er ikke det, vi normalt ville forbinde med den ret. Det fungerede utrolig godt, og vi begyndte allerede ved bordet at tale om, at den kombination skal jeg prøve at lave derhjemme til Gourministeriet.

Kartoffelpuréen fortjener sit eget ord med på vejen. Den var blød, cremet og utrolig fyldig, og man kunne med det samme smage, at der var brugt rigelige mængder smør. Sådan en puré, man næsten kunne spise en hel skål af uden andet til. Sammen med de smørmøre oksekæber og saucen var det klassisk, gedigen mad, når det er allerbedst.

Jes fik oksemørbrad med puré, en smagfuld sauce og kartoffelgratin som tilbehør. Kødet var lækkert, saucen god, og gratinen var fantastisk. Vi holder meget af den type klassiske kødretter, hvor man ikke gør tingene mere komplicerede end nødvendigt. Et godt stykke kød, en god sauce og noget lækkert kartoffeltilbehør lyder måske enkelt, men det kræver, at køkkenet har styr på tilberedningen. Og det havde de i den grad her.

Desserterne

Vi var efterhånden godt mætte, men der er næsten altid plads til lidt dessert efter så god en middag. Jeg valgte en dessert med havtornsorbet og mørk chokoladecreme, hvor der også var sprøde elementer, der mindede om chokoladecrunch. Det var en utrolig smuk servering, og kombinationen er spændende, fordi havtornens syrlighed giver et godt modspil til den mørke chokolade.

Jes fik vaniljeis med hindbær og en lille kage. En mere klassisk dessert, men også en dejlig måde at slutte aftenen af på. Ligesom med resten af måltidet var der gjort noget ud af anretningen.

Børnene

Vi havde Alberte og Olivia med, og selvom Epoque ikke har et egentligt børnemenukort, var det overhovedet ikke noget problem. Personalet var fleksibelt og hjælpsomt, så Alberte fik ristede kartofler, og Olivia fik kartoffelpuré. Det fungerede rigtig fint.

Pigerne er ikke altid de mest eventyrlystne, når det kommer til mad, så det er dejligt, når en restaurant med et ambitiøst køkken alligevel finder en løsning, der passer til dem. Vi synes sagtens, man kan tage børn med på gode restauranter uden et særligt børnekoncept. Det vigtigste er, at personalet er imødekommende, og det var de bestemt her.

Service i topklasse

Noget af det første, vi lagde mærke til, var betjeningen. Vi blev taget imod af en kvindelig tjener, som simpelthen var helt fantastisk. Hun var kompetent, sød, venlig og opmærksom på os gennem hele aftenen, og samtidig hurtig og effektiv, uden at det på nogen måde føltes forhastet.

Det var tydeligt, at hun havde fuldstændig styr på både restauranten, gæsterne og serveringerne. Vi elsker den type betjening, hvor personalet både er professionelt og nærværende, og hvor man føler, der bliver taget hånd om én fra det øjeblik, man træder ind. Den slags betyder utrolig meget for den samlede oplevelse, og her var den ganske enkelt i topklasse.

Pris og niveau

Vi var to voksne og to børn, og regningen lød på 3.445 SEK før drikkepenge. Vi betalte samlet 3.789,50 SEK inklusive drikkepenge. Det dækkede forretter, hovedretter og desserter til os voksne, champagne, en flaske Chablis, pigernes kartofler og øvrige bestillinger, så for de to af os, der spiste fuld middag, lander det på omkring 1.700 SEK pr. person.

Det er ikke en billig middag. Men med den høje kvalitet af maden, de gode råvarer, den fantastiske betjening og den hyggelige atmosfære synes vi virkelig, at pengene var godt givet ud. Epoque leverede på alle parametre, og det er den slags aften, hvor man går derfra uden at tænke over regningen. (Ikke reklame)

Det fik vi
  • Et glas champagne
  • Brød med smør på spyd
  • Tartelet med majs, kantareller, kartoffelskum og trøffel
  • Kammuslinger med hvidløg og citron
  • En flaske Chablis
  • Oksekæber med pebersauce og kartoffelpuré
  • Oksemørbrad med puré, sauce og kartoffelgratin
  • Havtornsorbet med mørk chokoladecreme og crunch
  • Vaniljeis med hindbær og en lille kage
  • Ristede kartofler og kartoffelpuré til børnene
3.445 SEK før drikkepenge for 2 voksne og 2 børn, ca. 1.700 SEK pr. voksen med champagne og en flaske Chablis
Vores anbefaling

Epoque blev en fuldstændig fantastisk oplevelse og en af de bedste på vores tur til Göteborg. Klassisk, gedigen og utrolig velsmagende mad med en finesse i anretningerne, der løfter det hele, serveret af en tjener i særklasse i et lokale, der er langt hyggeligere end billederne antyder. Vi kan uden tøven anbefale stedet til alle, der besøger Göteborg og holder af rigtig god mad, fantastiske saucer, et godt glas vin og personlig betjening. Vi kommer helt sikkert tilbage.

Tip: Bestil kammuslingerne, hvis de er på menukortet. Alene den servering giver os lyst til at komme tilbage.

Det spiser man på Epoque Gøteborg

Epoque beskriver sig selv som en kvarterskrog (kvarterrestaurant) og vinbar med stort vinfokus og egen kulgrill, et stenkast fra Götaplatsen, Liseberg og Scandinavium. Med stedets egne ord: "Menyn skrivs efter säsong och består av rejäl & ärlig mat som tillagas med passion och kärlek" – serveret ukompliceret med en stabil grund i svensk madtradition og svenske smage. Gæsten kan tage et glas i baren, spise en enkelt varm ret eller vælge sällskapsmenyen/avsmakningsmenyen med vinpakke.

  • Bohuslänsk Hummersupé – Specialkomponerad meny där svensk hummer får spela huvudrollen, tillsammans med några av höstens bästa råvaror. Serveras från 29 september, ersätter tillfälligt avsmakningsmenyn. Förbokning rekommenderas. 1.095
  • Kökets tre rätter – Tre serveringar valda av köket (pris ifølge GP-anmeldelse) 625
  • Litet dryckespaket – Vinpaket till kökets tre rätter (pris ifølge GP-anmeldelse) 395
  • Drottningkammusslor – Eldade med smör smaksatt med sobrasada, vitlök, parmesan och citron (beskrivelse fra GP-anmeldelse)
PrisniveauHummersupé 1095 SEK pr. person; kökets tre rätter 625 SEK + lille drikkepakke 395 SEK (GP). GP angiver prisniveau 4 og en regning for to på 1.965 SEK.
Fra stedets eget menukort og website, set oktober 2026 — priser og retter kan have ændret sig.

Billeder fra besøget

Vores egne billeder og videoer, taget undervejs.

Højdepunkter

Beliggenhed
Södra vägen 8, Göteborg
Det vi fik
Et glas champagne, Brød med smør på spyd, Tartelet med majs, kantareller, kartoffelskum og trøffel, Kammuslinger med hvidløg og citron, En flaske Chablis, Oksekæber med pebersauce og kartoffelpuré, Oksemørbrad med puré, sauce og kartoffelgratin, Havtornsorbet med mørk chokoladecreme og crunch, Vaniljeis med hindbær og en lille kage, Ristede kartofler og kartoffelpuré til børnene
Highlights
Kammuslinger med hvidløg og citron, de bedste vi nogensinde har fået, Smørmøre oksekæber med pebersauce og en puré med masser af smør, En tjener med fuldstændig styr på alt, varm og hurtig uden at virke forhastet, Langt hyggeligere lokale end billederne på hjemmesiden lover
Pris og værdi
3.445 SEK før drikkepenge for 2 voksne og 2 børn, ca. 1.700 SEK pr. voksen med champagne og en flaske Chablis · værdi for pengene 5,0 af 5
Stemning og service
Stemning 5,0 · service 5,0 af 5

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *