Ankomst og sted
Tavolo ligger på Magasinsgatan i Göteborg, og allerede indgangen er en oplevelse. Man træder gennem en gigantisk dør ind i en imponerende, gammel hal, og det føles simpelthen som at træde ind i en anden verden. Restauranten er stor, dramatisk og gennemført indrettet, og stilen har noget pompøst og næsten filmisk over sig, lidt som den overdådige elegance fra 1950'erne og 1960'erne.
Og så er der selvfølgelig hestehovedet. Midt i restauranten står et enormt hestehoved, som fuldstændig dominerer rummet. Det lyder måske voldsomt, men på en eller anden måde fungerer det bare sammen med resten, og man får automatisk lyst til at finde telefonen frem ;) Der var godt fyldt op denne onsdag aften, og der var masser af liv i lokalet.
Service - en uheldig begyndelse
Desværre begyndte selve restaurantoplevelsen ikke helt så godt som ankomsten. Tavolo arbejder med et koncept, hvor flere af retterne egner sig til at dele, og det er jo egentlig en hyggelig måde at spise på, når man er flere om bordet. Men når man kommer første gang, er det rart at få en ordentlig introduktion til, hvordan menuen fungerer, og hvor meget man bør bestille. Den fik vi ikke.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi oplevede vores tjener som sur, arrogant og meget lidt interesseret i at hjælpe os. Det virkede mest, som om vi skulle have bestilt hurtigst muligt, og på et tidspunkt vendte han ryggen til og gik, mens vi stadig var i gang med at tale. Det er altså ikke en rar måde at blive mødt på som gæst. Det var især ærgerligt, fordi de andre tjenere i restauranten virkede både smilende og imødekommende, så vi havde nok simpelthen været uheldige med netop vores tjener. Vores kritik handler derfor om betjeningen ved vores bord, ikke om hele personalet.
Det spiste vi
Heldigvis var maden noget helt andet. Vi begyndte med arancini (185 SEK), de klassiske italienske risottokugler, som vi ofte bestiller på italienske restauranter, og bruschetta (215 SEK). Bruschettaen overraskede os faktisk rigtig positivt - en lækker variant med pære, gorgonzolacreme, nødder og parmesan.
Så kom pizzaerne. Børnene delte en klassisk Margherita (205 SEK) og vi en Diavola (245 SEK), og de var virkelig gode. Vi kan godt lide, når et italiensk køkken også giver plads til de helt enkle retter, og en Margherita er en god måde at opleve restaurantens tilgang til pizza på.
Derudover fik vi Pollo Parmigiana (295 SEK), en italiensk kyllingeret og aftenens mest fyldige servering, med spinat som tilbehør til 75 SEK. Samlet set var vi meget begejstrede for køkkenet.
Pigerne fik derudover 2 portioner pasta badet i smør, og det elskede de.
Desserterne
Vi sluttede middagen med en Chocolate Lava Cake (140 SEK) og en Mirtillo e Pistacchio (140 SEK), mens Olivia fik børneis. Det var en hyggelig måde at afslutte på, og vi betalte regningen kl. 21.44, så vi havde været der knap to timer fra bestillingen.
Champagne, vin og cocktails
Vi begyndte aftenen med to glas Moët & Chandon Brut Imperial (135 SEK pr. glas). Til maden valgte vi en flaske Bramito della Sala fra Antinori (875 SEK), en italiensk hvidvin fra Umbrien, og senere blev det også til to Espresso Martini (168 SEK stykket). Det er den slags aften, hvor man gerne vil blive siddende og nyde både maden, vinen og de flotte omgivelser, og rammerne hos Tavolo indbyder bestemt til det.
Tavolo med børn
Vi havde Alberte og Olivia med og det er dejligt, når en restaurant med et mere ambitiøst køkken også har plads til de helt enkle ønsker fra børnene. Restauranten er stor og livlig, og hverken indretningen eller atmosfæren gjorde det besværligt at have børn med. Det eneste, vi savnede, var den venlighed og opmærksomhed, der får både børn og voksne til at føle sig velkomne.
Pris og niveau
Regningen endte på 3.371 SEK for to voksne og to børn, altså lige omkring 2.200 danske kroner. Det dækkede alle retterne, to desserter og børneis, to glas champagne, en flaske hvidvin, to Espresso Martini, sodavand og vand. Tavolo er ikke en billig, lille italiener, men den tilbyder også en helt anden type rammer og oplevelse, og med så mange drikkevarer på bonnen skal man have hele sammensætningen med, når man vurderer prisen. (Ikke reklame)
Tavolo er en restaurant, vi kommer til at huske, først og fremmest for den fantastiske indretning, den spektakulære ankomst og det enorme hestehoved, men også for maden, som var virkelig god og fortjener stor ros. Vi kunne sagtens forestille os at komme igen for maden og omgivelserne, og næste gang håber vi på en helt anden oplevelse med betjeningen. Kæmpe anbefalinger til køkkenet og rammerne herfra.
Billeder fra besøget
Vores egne billeder og videoer, taget undervejs.
Højdepunkter
- Beliggenhed
- Magasinsgatan 19, Göteborg
- Det vi fik
- Arancini, Bruschetta, Pizza Margherita, Pizza Diavola, Pollo Parmigiana, Pasta med smør (børn), Chocolate Lava Cake, Mirtillo e Pistacchio, Moët & Chandon Brut Imperial, Bramito della Sala, Antinori, Espresso Martini
- Highlights
- Pizzaerne var virkelig gode, og bruschettaen overraskede positivt, En af de mest spektakulære indretninger, vi har spist i, med et enormt hestehoved midt i rummet, Pasta med smør til 95 SEK og børneis gjorde det nemt at have pigerne med, Et stort italiensk vinkort med både husets vine, champagne og cocktails
- Pris og værdi
- 3.371 SEK (ca. 2.200 kr.) for to voksne og to børn inkl. champagne, vin, cocktails, sodavand og vand · værdi for pengene 4,5 af 5
- Stemning og service
- Stemning 5,0 · service 1,0 af 5