De her sprøde rösti-vafler er seriøst noget af det lækreste – og helt perfekte som en lille appetizer, snack eller forret, når du gerne vil servere noget, der både ser festligt ud og smager helt fantastisk.
Det er de klassiske røsti-kartofler, jeg har stegt i vaffeljern, så de får det fineste vaflemønster og en gylden, sprød overflade. På toppen kommer en hjemmerørt hønsesalat, lidt sprødt bacon og noget grønt – og så er de ellers klar til at blive serveret.
De passer perfekt til nytår, sommerens fester, studenterfejringer eller en middag med vennerne, hvor det gerne må være lidt lækkert, men stadig nemt og overskueligt.
Hønsesalaten kan du sagtens forberede i god tid – så er det bare at samle og servere lige inden gæsterne kommer.
En lille hapser, der smager af meget – og som altid forsvinder hurtigt fra bordet.

Sprøde rösti vafler med hønsesalat
Klik & bedøm på stjernerne nedenfor
Video af opskriften
Ingredienser
Hønsesalat
- 200 g tilberedt kylling, skåret i tern
- 100 g champignon, skåret i skiver
- 80 g bacon
- 50 g hvide asparges fra glas, drænet vægt, skåret i stykker
- 1 dl creme fraiche 18%
- 1/2 dl god mayonnaise – jeg bruger Hellmanns
- 1 tsk dijon
- 1 tsk whole grain sennep – kan undlades
- 1 forårsløg, fint snittet
- Salt og friskkværnet peber
- Olie
Derudover
- 16 små rösti kartofler, optøet
- Lidt grønt til toppen
Sådan gør du
- Varm en smule olie på en pande, og steg champignon skiverne ved høj varme til de er gyldne og har smidt væden. Krydr med salt og friskkværnet peber. Lad dem køle af på en tallerken – evt. med lidt køkkenrulle.
- Steg også baconen sprød i ovn, airfryer eller på panden, og lad det derefter suge på et stykke køkkenrulle.
- Bland creme fraiche, mayonnaise, dijon og wholegrain sennep i en skål og smag til med salt og friskkværnet peber.
- Vend kylling, asparges, champignon og forårsløg med dressingen. Smag til med salt og friskkværnet peber.
- Læg de optøede rösti kartofler i et vaffeljern, og mas dem flade. Bag dem til de er gyldne og sprøde.Fortsæt til alle kartofler er færdige, og læg dem løbende til side på en bageris, så de forbliver sprøde.
- Top röstivaflerne med en skefuld hønsesalat, drys med knust bacon oglidt grønt.
Næringsindhold (pr. servering)
Næringsindholdet er autogenereret og vejledende. Det er angivet per servering. Der tages forbehold for fejl og variationer. Kun for Premium medlemmer.

