Pandesauce er en klassiker i det danske køkken, der på ingen tid kan løfte smagene i din ret.
Denne nemme sauce laves direkte på panden med de smagfulde rester og pandesmulder fra kødet, du lige har stegt – det er hemmeligheden bag dens skønne smag.
Typisk serveres pandesauce til retter som hakkebøffer, frikadeller og medister, hvor den cremede konsistens og tilsmagte smag passer perfekt.
Når kødet er stegt, tilsættes bouillon og fløde direkte til panden, og saucen koges let ind til en cremet og lækker konsistens. Smag saucen til med salt og peber og giv den evt. et twist med sukker, ribsgelé eller en smule rødvinseddike for balance.
En pandesauce er ikke kun nem at lave – den er også en fantastisk måde at udnytte alle smagsresterne på panden og skabe en sauce, der fuldender dit måltid.
Pandesauce
Klik & bedøm på stjernerne nedenfor
Video af opskriften
Ingredienser
- Fedt og rester fra panden
- 5 dl kyllingebouillon
- 1 dl fløde
- Maizena + koldt vand
- Kulør
- Salt og friskkværnet peber
- Evt. ribsgele, lidt sukker eller lignende
Sådan gør du
- Lad fedt og rester fra panden blive på panden – men fjern evt. større klumper.
- Hæld bouillon og fløden ved, og kog pandens indhold op.*Har du kogt kartofler, medister eller lignende, så kan du erstatte 1 dl bouillon med kogevandet herfra.
- Rør et par spiseskefulde maizena sammen med en smule koldt vand, og juster konsistensen på saucen. Tilsæt lidt ad gangen under omrøring og varm saucen igennem.
- Juster farven med kulør, og smag saucen til med salt, friskkværnet peber og evt. en smule ribsgele eller sukker.Mangler saucen syre, kan du smage til. med en smule rødvinseddike.