Kartoffelfad med porre og saftige kødboller – cremet one-pan favorit med masser af smag.
Hvis du elsker flødekartofler, så kommer du til at elske den her version. Det her kartoffelfad med porre og saftige kødboller er en vaskeægte one-pan comfort food, hvor alt tilberedes i ét fad – nemt, velsmagende og genialt til både hverdag og weekend.
Kartoflerne bager først med porre, fløde, hvidløg, frisk salvie, muskatnød og et generøst drys revet Vesterhavsost, så de bliver ultra cremede og fulde af smag. Imens kartoflerne passer sig selv i ovnen, røres farsen til de lækreste kødboller sammen – en blanding af okse og gris, brød opblødt i mælk, løg, hvidløg, persille og selvfølgelig lidt mere Vesterhavsost for ekstra umami.
Kødbollerne lægges ovenpå kartoflerne, hvor de får lov at bage færdigt med kartofler, så de suger lidt af fløden og samtidig giver masser af smag tilbage til retten. Det hele får en lækker gylden overflade og er klar til servering med enten en frisk grøn salat, lidt dampet broccoli eller bare som den er.
Det her er sådan en opskrift, man vender tilbage til igen og igen.
Alternativer til Vesterhavsost og fløde
Du behøver ikke nødvendigvis at bruge Vesterhavsost – selvom det giver en vidunderlig dybde og umami til retten. Du kan sagtens bruge andre oste alt efter, hvad du har i køleskabet.
Prøv f.eks. med en god parmesan, en lageret havarti eller lignende – eller lav din egen kombination. Bare sørg for, at osten har lidt karakter og smelter godt, så den tilfører den samme cremede, ostede luksus til retten.
Det samme gælder fløden – ønsker du et lidt lettere alternativ, kan du bruge cremefine eller en anden madlavningsfløde. Det fungerer rigtig fint, men vær opmærksom på, at saucen kan blive tyndere i konsistensen. Aå måske en kombi af fløde og cremefine er bedst.
Uanset hvilken version du laver, så er det vigtigt at lade retten stå og trække i 10-15 minutter, inden du serverer den. Det giver fløden tid til at sætte sig, og hele retten bliver bare endnu mere lækker og sammenhængende.

Kartoffelfad med porre og kødboller
Klik & bedøm på stjernerne nedenfor
Ingredienser
Kartofler
- 1 bouillonterning, kylling
- 1 1/2 dl vand
- 6 dl fløde
- 1 1/2 tsk revet muskatnød eller 1 tsk stødt
- 20 blade frisk salvie, finthakket
- 1,4 kg kartofler – renset vægt
- 1 porre, skåret i skiver
- 3 fed hvidløg, i tynde skiver
- 120 g vesterhavsost, revet
- Salt og friskkværnet peber
- Olie
Kødboller
- 2 skiver brød uden skorpe, i tern
- 1/4 dl mælk
- 400 g hakket oksekød
- 400 g hakket gris
- 1 løg, finthakket
- 3 fed hvidløg, revet eller presset
- 2 æg
- 60 g vesterhavsost, revet
- 1 håndfuld persille, finthakket
- Salt og friskkværnet peber
Sådan gør du
- Opløs bouillonterningen i vandet og rør det sammen med fløde, muskat og salvie. Krydr med salt og friskkværnet peber.
- Skræl eller rens kartoflerne, og skær dem i 2-3 mm tykke skiver, og hæld dem i et smurt ovnfast fad sammen med porre og hvidløg. Krydr med salt og friskkværnet peber og vend det godt sammen.
- Hæld flødeblandingen over og fordel osten på toppen, og vend det let sammen med 2 gafler.
- Bag kartoflerne i en forvarmet ovn ved 200 grader, almindelig varme, i cirka 40-45 minutter.
- Imens laves kødbollerne. Udblød brødet i mælken.
- Hæld begge slags fars i en skål sammen med løg, hvidløg, udblødt brød, æg, ost og persille. Krydr med rigeligt salt og friskkværnet peber og rør farsen godt sammen, gerne med en håndmixer.
- Del farsen i 24 klumper på ca. 45 gram stykket og tril dem til kødboller.
- Tag fadet ud af ovnen og sku op til 220 grader – almindelig varme.
- Fordel kødbollerne på kartoffelfadet. Ryk gerne lidt rundt på kartoflerne så kødbollerne ligger en smule nede i fløden.
- Bag videre i cirka. 15-20 minutter – eller til kødbollerne er gyldne og gennemstegt.
- Lad retten sætte sig 10-15 minutter inden servering, og drys evt. toppen med frisk salvie og persille.
Næringsindhold (pr. servering)
Næringsindholdet er autogenereret og vejledende. Det er angivet per servering. Der tages forbehold for fejl og variationer. Kun for Premium medlemmer.

