
Gateau Marcel, – chokoladekagen over dem alle. Den er så intens, så cremet og så lækker, – og så er den virkelig nem at bage.
Gateau Marcel er faktisk en moussekage, – og kagen består af samme chokolademousse hele vejen igennem. Den ene halvdel bages, den anden forbliver som en frisk chokolademousse på kagen.
Den bagte chokolademousse kombineret med den bløde chokolademousse er helt igennem vidunderlig, – og så kan kagen med fordel laves dagen i forvejen. Win win hvis du spørger mig.
Gateau Marcel er en glutenfri chokoladekage, og den består af ganske få ingredienser.
Server din Gateau Marcel som fødselsdagskage, som nytårskage eller bare en dag hvor der kommer venner eller familie forbi, – den vil du ikke fortryde.
Hvad kan jeg servere til min Gateau Marcel?
Du kan serveres kagen alene, – den er intens og har en tung chokoladesmag, – så skær ikke stykkerne for store.
Derudover smager den virkelig dejligt med nogle friske bær, en hindbærcoulis – klik her for opskriften, eller med marinerede appelsin fileter.
Du kan også tilføje lidt appelsinskal i chokolademoussen, – det smager virkelig dejligt.

Gateau Marcel
Klik & bedøm på stjernerne nedenfor
Video af opskriften
Ingredienser
- 250 g chokolade, 50-55%
- 250 g smør
- 250 g sukker
- 9 æggeblommer
- 7 æggehvider
Derudover
- Springform på ca. 22 cm
- Smør og sukker til formen
- Kakao eller chokoladespåner til toppen
- Evt. chokolade kugler til pynt
Sådan gør du
- Smelt smørret i en kasserolle, og rør chokoladen ud heri. *Er blandingen ikke kølet helt af efter chokoladen er smeltet i smørret, skal du lade den stå til den er godt nedkølet, – naturligvis uden den sætter sig.
- Pisk æggeblommerne og 150 g sukker godt sammen til en luftig æggesnaps, og stil den til side.
- I en anden skål piskes æggehvider og de sidste 100 g sukker til en luftig marengs. Den skal piskes grundigt, til sukkeret er opløst, og marengsen er let sej og blank.
- Vend den afkølede chokolade/smør blanding sammen med æggesnapsen, og vend derefter den piskede marengs i blandingen af 3-4 omgange. *Sørg for at beholde så meget luft i moussen som muligt, – så gør det forsigtigt.
- Beklæd en springform med bagepapir i bunden, – smør bund og sider grundigt med smør og drys derefter med sukker. *Vend bunden i vejret over vasken, så overskydende sukker fjernes.
- Hæld halvdelen af chokolademoussen i formen, – og bag den i en forvarmet ovn ved 175 grader, almindelig ovn, – i ca. 35 minutter.Stil resten af chokolademoussen på køl.
- Lad bunden køle helt af i formen, – evt. i køleskabet, og fordel derefter resten af chokolade moussen på toppen.*Kagen vil falde sammen på midten når den køler af, – det skal den gør, så ingen panik 😉
- Stil kagen på køl igen i minimum 4 timer, og helst natten over.*Skal kagen være færdig hurtigere, kan du med fordel smid den i fryseren i et par timer.
- Top kagen med kakaopulver eller chokolade spåner, og befri kagen fra formen.*Kanterne kan evt. skrabes op med en spartel eller lignende.
