Køb alle tre kogebøger som sætKogebogssæt — spar 210 kr · signeret eller usigneret — spar 210 krBestil her
Marmorbar med Michelin-trofæ, tørrede blomster og gæster under lysskilt Royd
Restaurant · อ.เมืองภูเก็ต

Royd i Phuket Town, hold op en madoplevelse vi ikke glemmer

Royd, nøj hvor var det godt. Midt i det larmende Phuket Town gemmer der sig en lille Michelin-anbefalet restaurant, hvor et ungt og SÅ dygtigt hold serverer det sydthailandske køkken som en rejse fra provins til provins. Vi fik lov at smage Thailand på en måde, vi ærlig talt aldrig havde prøvet før, og det her er en klar anbefaling herfra.

Besøgt 26. december 2025 18.845 THB for fire (to voksne med 8-retters menu og vinpairing, to børnemenuer til halv pris) efter voucher på 4.000 THB, ca. 22.845 THB før voucher
Gourministeriets bedømmelse 4,6 / 5
Maden 5,0
Service 4,5
Stemning 4,5
Værdi for pengene 4,5
PlusMenuen er bygget som en rejse gennem Sydthailands provinser med lokale råvarer · De små retter var fantastiske med mange forskellige smagsindtryk · Ungt, fokuseret hold i åbent køkken, som man kan følge fra bordet · Reel indsats for børnene med børnemenu til halv pris og en voucher
Værd at videServicen er en anelse mere formel og stiv end vi er vant til i Europa · Risvinen var lidt ægget i smagen, og den komprimerede serviet lidt kitsch · Et kulturchok for kræsne børn, Royd er mest for madinteresserede voksne
26. december 2025 kl. 18.30–22.00 Middag 4,6

Hvorfor vi tog på Royd

Vi besøgte Royd på vores Thailandstur lige før nytår 2025, og vi havde vores to piger med. Restauranten er MICHELIN Selected, altså ikke en Michelin-stjerne, men Michelin beskriver køkkenet som moderne sydthailandsk, og owner-chef Suwijak "Mond" Kunghae modtog MICHELIN Guide Young Chef Award i Thailand 2026. Og det passer jo meget godt til det, vi oplevede. Et ungt hold der arbejder ekstremt fokuseret og ambitiøst med det lokale køkken.

Stemning og lokale

Royd ligger på Dibuk Road midt i Phuket Town, hvor der ellers er masser af trafik, liv og støj. Udefra er det altså ikke et sted, man ville gætte var en Michelin-anbefalet fine dining-restaurant. Men indenfor skifter stemningen fuldstændig. Lokalet er moderne, næsten nordisk i sit udtryk, og man sidder i små båse eller tæt på det åbne køkken, så man kan følge kokken og det unge team arbejde. Det er simpelthen så hyggeligt at sidde og kigge med, mens de står og pusler med de små serveringer.

En lidt anderledes start

Vi startede med risvin. Når man normalt er vant til Bourgogne, Chardonnay og klassiske europæiske vine, så er risvin en anderledes oplevelse, meget surt, nærmest eddikeagtig i smagen, efter vores smagsløg, men det var en sjov måde at blive kastet direkte ind i noget andet på. Der kom også den klassiske lille komprimerede serviet, der folder sig ud i vand.

Menuen, en rejse gennem Sydthailand

Vi fik Festive 8-course-menuen The Best Selection, og det stærkeste ved den var, at det ikke bare var en række fine retter. Menuen var bygget som en rejse gennem det sydlige Thailand med råvarer, smage og inspiration fra forskellige provinser, blandt andet Phuket, Phang Nga, Trang, Songkhla og Pattani. Der fulgte endda et lille kort over Sydthailand med menukortet. Det var netop dét, der gjorde besøget så interessant. Kendte thailandske smage som chili, karry, syre, fermentering, skaldyr og lokale urter blev serveret på en helt anden og langt mere præcis måde, end vi kender fra klassiske thairetter.

De små retter

Aftenen startede i klassisk fine dining-stil med små snacks og hapsere, og spørger du os, så var de små retter klart aftenens bedste og mest inspirerende. De mange forskellige smagsindtryk var fantastiske. Vi husker især en macaron-lignende servering, Sour Mango med Sweet Fish Sauce, en local clam med kokosvinaigrette og betelblad serveret i muslingeskallen og en lille sprød tofu skin tart med røget grisehoved, syltet chayote og krydret tamarindsauce. Derudover stod der en beef tartare med bilimbi og sydthailandske vilde krydderier på kortet. Anretningerne var utrolig flotte, men stadig tydeligt forankret i Thailand frem for at forsøge at ligne europæisk Michelin-mad.

Krill, kaviar og skaldyr

Så fulgte Ranong Thai krill shrimp chawanmushi med malindjo, røget Huahin-kaviar og blå krabbe fra Andamanerhavet, og den var altså en oplevelse. Derefter kom Andaman squid med Phuket-ananas og sydthailandsk sur karry, Phatthalung 3-river prawn med cowa leaf og riskiks, dagens fangst med Krabi fiskekarry og hjemmelavede risnudler samt østers fra Surat Thani med seafood noodle og Phuket-sojasauce. Pointen er jo, at hver eneste ret havde sin egen regionale historie, og det er sjældent man får så mange forskellige smage fra ét land serveret på en aften.

Karry og hovedret

Undervejs bevægede menuen sig over i de mere markante sydthailandske smage og karryelementer. Det var ikke en klassisk panangkarry, men langt mere raffinerede og komplekse fortolkninger. Mod slutningen kom en større kødservering med BMS9 Tajima Phuphan Thai-Wagyu, ris og karry. Den fungerede som aftenens hovedret og samlede meget af den rejse, menuen havde bygget op.

Desserter og afskedsgave

Desserterne var meget smukt anrettede og fortsatte den lokale fortælling med blandt andet plum og Songkhla palm sugar. Som afslutning fik vi en lille afskedsgave med fra restauranten. En rigtig fin detalje og en sød måde at runde aftenen af på.

Vinpairing

Til menuen fik vi vinpairing med seks glas til 2.390 THB pr. person, og her var vi tilbage i et mere genkendeligt univers med klassiske vine, blandt andet en Wieninger Wiener Gemischter Satz 2023, der fungerede rigtig godt til de kraftige, krydrede og syrlige smage. Derudover delte vi en flaske Dei Matiena Toscana Bianco 2023.

Børnene

Nåh men vi havde jo pigerne med, og restauranten havde virkelig gjort sig umage og lavet en børnemenu til halv pris, så de kunne være med i oplevelsen. For to ret kræsne børn var det dog et kulturchok, og der var ikke voldsomt meget, der faldt i deres smag, hvilket vi ærlig talt heller ikke havde forventet. De prøvede blandt andet matcha, som faktisk blev en positiv overraskelse. Så vil jeg bare sige, at restauranten gjorde en reel indsats for børnene, og de gav os endda en voucher på grund af dem. Men Royd er først og fremmest en oplevelse for madinteresserede voksne.

Service

Betjeningen var kompetent, sød og rar. Stilen var lidt mere formel og stiv end den afslappede fine dining-service, vi ofte møder i Danmark og resten af Europa, men aldrig på en måde der blev for meget. Man mærkede tydeligt, at teamet var stolte af stedet og tog oplevelsen meget seriøst.

Pris og niveau

Vi var fire. To Festive 8-course-menuer til 4.590 THB pr. person, to børnemenuer til halv pris, vinpairing til 2.390 THB pr. person, en flaske italiensk hvidvin, vand og en cola. Regningen lød på ca. 22.845 THB, og efter voucheren på 4.000 THB endte vi på 18.845 THB. Det er jo ikke småpenge, men med det niveau og den mængde serveringer vi fik, så var det altså en aften vi slet ikke fortryder.

Det fik vi
  • Risvin som velkomst
  • Sour Mango / Sweet Fish Sauce (macaron)
  • Local Clam / Coconut Vinaigrette / Betel Leaf
  • Tofu Skin Tart / Smoked Pig Head / Chayote Pickle / Spice Tamarind Sauce
  • Beef Tartare / Bilimbi / Southern Wild Spice
  • Ranong Thai Krill Shrimp Chawanmushi / Malindjo / Smoked Huahin Caviar / Andaman Blue Crab
  • Andaman Squid / Phuket Pineapple / Southern-Thai Sour Curry
  • Phatthalung 3-River Prawn / Cowa Leaf / Rice Cracker
  • Catch of the Day / Krabi Fish Curry / Homemade Rice Noodle
  • Surat Thani Oyster / Seafood Noodle / Phuket Soy Sauce
  • BMS9 Tajima Phuphan Thai-Wagyu med ris og karry
  • Desserter med plum og Songkhla palm sugar
  • Vinpairing, 6 glas (2.390 THB pr. person)
  • Dei Matiena Toscana Bianco 2023
  • Børnemenu til halv pris
18.845 THB for fire (to voksne med 8-retters menu og vinpairing, to børnemenuer til halv pris) efter voucher på 4.000 THB, ca. 22.845 THB før voucher
Vores anbefaling

Virkelig, virkelig god madoplevelse. Det særlige var ikke bare niveauet, men at vi fik lov at smage Sydthailand på en helt ny måde, provins for provins. Kæmpe anbefalinger herfra til alle madinteresserede voksne, der kommer forbi Phuket, og vi skal helt sikkert tilbage næste gang vi er i Thailand. (Ikke reklame)

Tip: Husk at booke plads i god tid, det er meget besøgt. Og jeg ville nok undgå at tage børn med, hvis de er lidt kræsne ;)

Det spiser man på Royd – Phuket

Royd (thai: หรอย, et sydthailandsk ord for "lækkert/cool") er en lille fine dining-restaurant i et shophouse på Dibuk Road i Phuket Town. Stedet beskriver sig selv som "Refined Southern-Thai Cuisine – Guided by Season, Grounded by Southern Tradition" og serverer sydthailandsk køkken med næsten udelukkende lokale råvarer.

  • Smagsmenu med sydthailandske retter baseret på lokale råvarer (urter, friske skaldyr, torch ginger) – antal serveringer og pris ikke bekræftet på egen hjemmesid
  • Cocktail-/drikkepairing til menuen omtales i gæsteanmeldelser
  • Privat spisning/bespoke menuer til særlige lejligheder tilbydes ifølge Secret Retreats
PrisniveauMichelin-guiden/Pearl angiver prisniveau ฿฿฿; konkrete priser ikke set
Fra stedets eget menukort og website, set oktober 2026 — priser og retter kan have ændret sig.

Billeder fra besøget

Vores egne billeder og videoer, taget undervejs.

Højdepunkter

Beliggenhed
ถนนดีบุก 95/1, อ.เมืองภูเก็ต
Det vi fik
Risvin som velkomst, Sour Mango / Sweet Fish Sauce (macaron), Local Clam / Coconut Vinaigrette / Betel Leaf, Tofu Skin Tart / Smoked Pig Head / Chayote Pickle / Spice Tamarind Sauce, Beef Tartare / Bilimbi / Southern Wild Spice, Ranong Thai Krill Shrimp Chawanmushi / Malindjo / Smoked Huahin Caviar / Andaman Blue Crab, Andaman Squid / Phuket Pineapple / Southern-Thai Sour Curry, Phatthalung 3-River Prawn / Cowa Leaf / Rice Cracker, Catch of the Day / Krabi Fish Curry / Homemade Rice Noodle, Surat Thani Oyster / Seafood Noodle / Phuket Soy Sauce, BMS9 Tajima Phuphan Thai-Wagyu med ris og karry, Desserter med plum og Songkhla palm sugar, Vinpairing, 6 glas (2.390 THB pr. person), Dei Matiena Toscana Bianco 2023, Børnemenu til halv pris
Highlights
Menuen er bygget som en rejse gennem Sydthailands provinser med lokale råvarer, De små retter var fantastiske med mange forskellige smagsindtryk, Ungt, fokuseret hold i åbent køkken, som man kan følge fra bordet, Reel indsats for børnene med børnemenu til halv pris og en voucher
Pris og værdi
18.845 THB for fire (to voksne med 8-retters menu og vinpairing, to børnemenuer til halv pris) efter voucher på 4.000 THB, ca. 22.845 THB før voucher · værdi for pengene 4,5 af 5
Stemning og service
Stemning 4,5 · service 4,5 af 5

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *