
Smørstegt rødspætte med nye danske kartofler og den skønneste persillesauce, en klassisk dansk sommer ret, der altid er et hit hos hele familien.
Denne ret minder mig om sol og sommer, derfor serverer jeg den også året rund, da de kolde efterårs/vinter måneder godt kan få én til at hige efter sol og varme.
Jeg har toppet den med frisk gule hindbær og syrlige havtorn, andre gange bruger jeg tyttebær hvis de er til at få fat i, – synes det passer utrolig godt til denne sommer anretning. Og ja, så serverer jeg den altså også tit bare som den er, – smørstegt rødspætte med kartofler og persillesauce.
Denne persillesauce er en klassisk opbagt persillesauce, – prøv også at lave den hvor du bruger kartofler som jævning, – find opskriften her.

Smørstegt rødspætte med persillesauce
Klik & bedøm på stjernerne nedenfor
Video af opskriften
Ingredienser
- 4
store rødspætter
- 2 dl
rugmel (eller 1 pose Anna's paner mix, føres oftest i fiskehuset)
- 2
æg, sammenpisket
-
Salt og peber
-
Smør til stegning
Persillesauce
- 50 g
smør
- 3 spsk
hvedemel
- 6 dl
kogevand + 1 grøntsagsbouillon terning
- 2 1/2 dl
piskefløde eller sødmælk
- 1 stort bundt persille, finthakket
-
Salt og hvid peber
Tilbehør
- 1 kg
nye danske kartofler, renset for urenheder
-
Evt. bær og urter til pynt
Sådan gør du
Tilbehør
- Bring kartofler i kog i en gryde med rigeligt godt saltet vand evt. tilsat peberkorn og persillestilke, og lad dem koge ved middelvarme i ca. 5 min. Sluk derefter for varmen og lad dem trække færdigt i vandet under låg i ca 15 min., - på den måde får du en lækker fast kartoffel. Tiden kommer selvfølgelig an på størrelsen af kartoflerne, - så mærke efter med en kød nål når de har trukket 10 min. Skulle de stadig være meget hårde tændes de blot igen i et par minutter, - man lærer hurtigt at vurdere koge tiden når man har gjort det nogle gange.
Persillesauce
- Smelt smørret i en gryde og pisk melet ud heri. Varm det godt igennem et par minutter under omrøring.
- Tag 5 dl kogevand fra kartoflerne og pisk det godt sammen med smørbollen.
- Tilsæt derefter piskefløde/mælk og bouillonterning og lad saucen varme godt igennem i 10-15 min., - husk at piske jævnligt så den ikke brænder på, og tilsæt evt. mere væde hvis der er behov for det.
- Inden servering tilsættes persillen, saucen varmes igennem og smages til med salt og peber.
Rødspætterne
- Vask rødspætterne grundigt og dub dem tørre med et viskestykke eller køkkenrulle.
- Vend dem i sammenpisket æg, og derefter i mel blandingen blandet med salt og peber (hvis ikke den er færdig købt) og lad dem hvile i 5 min. på en tallerken.
- Smelt smørret og steg fiskene gyldne ved middel varme i ca. 5-8 min. på hver side, alt efter størrelse.
- Server rødspætterne med nye kartofler og persillesauce, - evt. toppet med friske bær og grønt.

