Grønkålssalat med bagte kikærter, aubergine og græskar – mættende efterårssalat.
Efteråret er landet – og det kan både mærkes og smages.
Farverne udenfor skifter, og i køkkenet gør vi det samme. Vi skruer op for de varme toner, de mættende retter og alt det, der smager af eftermiddagssol og kølige aftener.
Denne grønkålssalat er præcis dét – en skålfuld af efterårslykke med både bid, fylde og masser af smag.
Græskar, aubergine og kikærter får en tur i ovnen med lidt olie, spidskommen, salt og friskkværnet peber, indtil grøntsagerne er let gyldne og kikærterne har fået det der sprøde ydre, der gør hele forskellen. Når de køler let af, vendes de med grofthakket grønkål, cremet feta og hakkede mandler – en kombi der både er sprød, cremet og knasende på én gang.
Det hele samles af en lækker og let krydret vinaigrette med hvidløg, Dijon, honning, citron og olie – og en snert af spidskommen, der binder det hele smukt sammen.
Du kan servere salaten som en fyldig måltidssalat, eller bruge den som tilbehør til både kylling, gris, oksekød – eller noget let og lækkert fra havet som laks eller lys fisk. Den kan forberedes i god tid, holder sig godt og smager mindst lige så skønt dagen efter.
En salat med dybde, smag og masser af farver – lige som efteråret fortjener.

Grønkålssalat med bagte kikærter, aubergine og græskar
Klik & bedøm på stjernerne nedenfor
Ingredienser
Bagte grøntsager
- 400 g hokkaido, skåret i tern
- 1 aubergine, skåret i tern
- 1 ds kikærter, drænet for væde
- 1/2 tsk spidskommen
- Salt og friskkværnet peber
- Olie
Vinaigrette
- 3 spsk olie
- 2 spsk citronsaft
- 2 tsk honning
- 1 tsk dijon
- 1/2 tsk spidskommen
- 1 fed hvidløg, revet eller presset
- Salt og friskkværnet peber
Derudover
- 150 g grønkål, grofthakket
- 150 g feta, skåret i tern
- 40 g mandler, grofthakket
Sådan gør du
- Vend græskar, aubergine og kikærter med lidt olie og krydr med spidskommen, salt og friskkværnet peber.
- Fordel det på en bageplade med bagepapir, og bag det i en forvarmet ovn ved 220 grader, almindelig varme, i ca. 25-30 minutter. Lad det køle let af på bagepladen.
- Bland imens ingredienserne til vinaigretten og smag til med salt og friskkværnet peber.
- Bland grønkål, græskar, aubergine, kikærter, feta og mandler i en skål og vend det godt sammen med vinaigretten.
- Server straks, eller opbevar den på køl til den skal serveres.
Næringsindhold (pr. servering)
Næringsindholdet er autogenereret og vejledende. Det er angivet per servering. Der tages forbehold for fejl og variationer. Kun for Premium medlemmer.