
De her mini croissanter er virkelig en genial lille hapser – sprøde og lækre, og så nemme at lave, at du næsten ikke tror det. Alt du skal bruge er en rulle butterdej, et sammenpisket æg og lidt kreativitet med fyldet.
Butterdejen skæres i aflange trekanter og rulles til små croissanter, som pensles med æg og bages til de er flot gyldne og sprøde. Ovne varmer lidt forskelligt, så hold øje – mine fik ca. 18 minutter derhjemme, men i sommerhuset skulle de kun have 14 minutter. Så kig ind til dem undervejs.
De er helt perfekte som appetizers til tapasbordet, til studenterfesten, en fødselsdag eller bare som lækker snack til weekenden. Du kan fylde dem med lige det, du har lyst til – rejesalat, skinkesalat, serranoskinke og mozzarella, eller måske en klassiker med laks og flødeost.
Opbevar dem ved stuetemperatur i en tætlukket pose – så holder de sig lækre i 1-2 dage (hvis de da ikke bliver spist før ).

Mini croissanter af butterdej
Klik & bedøm på stjernerne nedenfor
Video af opskriften
Ingredienser
- 1 rulle butterdej
- Sammenpisket æg til pensling
- Evt. sesam
Sådan gør du
- Fold butterdejen ud på køkkenbordet, og skær den i aflange trekanter på den smalle led. Det brede stykke på hver croissant skal være på 5-6 centimeter.Se videoen over opskriften.
- Rul herefter trekanterne til croissanter – fra den bredde led ned til den smalle spidse.
- Placer croissanterne på en bageplade med lukningen nedad, og pensl dem med sammenpisket æg.Drys evt. med sesam.
- Bag dem i en forvarmet ovn ved 200 grader, almindelig varme, i ca. 15-20 minutter – eller til de er gyldne.
- Lad dem køle af på en rist inden de fyldes som ønsket – eller pakkes i en luftet pose.