Stegt pighvar, sauce blanquette og bløde løg
Opskrift på lækker smørristet pighvar, sauce blanquette og bløde søde løg.

Ingredienser
Fisken og tilbehør
- 4 stykker pighvar
- 100 g ærter
- 4 skiver bacon
- Klaret smør eller rapsolie
- Evt. syltede sennepsfrø
- Frisk dild, karse, ærteskud eller brøndkarse til pynt
- Salt og friskkværnet peber
- En smule sukker
Bløde søde løg
- 2 store løg, skåret i ringe
- 25 g smør
- 1 1/2 spsk sukker
Sauce blanquette
- 200 smør
- 2 dl bouillon – fisk eller kylling
- 2 æggeblommer
- 1 æg
- 2 spsk creme fraiche, gerne 38%
- 2 spsk citronsaft
- Salt og peber
Sådan gør du
Bløde løg
- Smelt smørret i en lille kasserolle, og steg løgene blanke og møre ved middel varme.
- Tilsæt sukkeret og lad sukkeret smelte og karamellisere løgene.
- Når løgene er let gyldne skruer du ned til svag varme, så løgene blot holder sig lune.
Fisken og tilbehør
- Drys fisken med en smule salt og sukker og lad stykkerne trække i 10 min.Er. stykkerne meget tynde lægges et blødt snit på midten af fisken, uden at skære igennem, - så kan fisken foldes så stykket bliver tykkere.
- Steg i mellemtiden baconen sprød på en pande, og lad den derefter suge på et stykke køkkenrulle. Hak den fint og sæt til side.
- Overhæld ærterne med kogende vand og en smule salt, og lad dem stå til de er optøede. Dræn dem derefter for væde.Bruger du friske ærter, skal disse blot bælges.
- Smelt en god klat klaret smør eller varm olien op på en pande.
- Fjern overskydende salt og sukker fra pighvaren med lidt køkkenrulle, og steg stykkerne ved middel varme i ca. 3-4 minutter på den ene side – alt efter tykkelse.
- Vend fisken, sluk for blusset og lad stykkerne trække færdigt på den anden side. Krydr med en smule salt og peber.
Sauce blanquette
- Tag gerne æg og creme fraiche ud 20 minutters tid før.
- Smelt smørret i en gryde sammen med bouillonen og varm det godt igennem. Sluk for blusset og lad blandingen stå et øjeblik. Lad den gerne ramme ca. 80 grader.
- Pisk æg, æggeblommer, creme fraiche og citron sammen i en anden lille kasserolle.
- Tilsæt derefter smørblandingen i en tynd stråle, mens du konstant blender saucen med en stavblender. Fortsæt til alt smør- og bouillonblandingen er brugt og blend konstant imens du hælder det langsom i.Tip evt. gryden på skrå, så blenderen får fat i saucen med det samme.
- Smag saucen til med mere citronsaft, salt og friskkværnet peber og blend saucen godt igennem.
Anretning
- Hæld saucen i bunden af 4 dybe tallerkener.
- Fordel de bløde løg mellem tallerkenerne, læg fisken ovenpå løgene og drys med ærter og bacon.
- Top fisken af med friske urter, kværnet peber og evt. syltede sennepsfrø.