Vask rødbeden grundigt, skær enderne af og pak den i et stykke folie. Bag rødbeden i ca. 1 time ved 200 grader. Rødbeden kan også skrælles, skæres i mindre stykker og koges møre i letsaltet vand, det går hurtigere, - jeg synes dog den bibeholder mere smag ved bagning.
Når rødbeden er mør pilles skralden af. Skær den i mindre stykker og lad den køle helt af.
Skyl kikærterne grundigt og hæld dem i en gryde. Hæld vand over så de er godt dækkede og tilføj 1 tsk bagepulver. Kog kikærterne i 20 min. og hæld derefter vandet fra, skyld dem og lad dem køle helt af.
Hæld kikærter, rødbede, tahin, olivenolie, spidskommen, salt og hvidløg i en minihakker. Tilsæt saften af 1/2 citron samt halvdelen af vandet og blend det godt sammen. Smag til med mere citronsaft og blend igen. Tilsæt løbende mere vand og blend til konsistensen er fin og humussen er blød og cremet.
Server som tilbehør til sommerens grill, i en god burger eller som dip.