Opskrift på klassisk forloren hare med bacon, brun sovs og sprød kålsalat.
Ret Hovedret
Køkken Dansk
Samlet tid 1 timetime15 minutterminutter
Servings 4personer
Ingredienser
Forloren hare
5-600ghakket kalv/gris eller hakket svinekød
1stort løg - finthakket, revet eller blendet
1dlsødmælk
1/2dlrasp
1æg
1tskgroft salt
Friskkværnet peber
2pkbacon - ca. 10 skiver
Væde til tilberedning af haren
2dlbouillon - jeg bruger 1/2 grøntsagsterning
2dlsødmælk
3kvistefrisk timian
Sauce
Væden fra fadet med haren
2 1/2dlpiskefløde
2tskribsgele
Salt og peber
Evt. en smule maizena rørt med vand hvis behov
Kålsalat
1lille rødt spidskål, fint snittet
1æble, skåret i små tern
2blodappelsiner, skåret i fileter- rød grape eller appelsin kan også bruges
3forårsløg, fintsnittet
1håndfuldpersille, finthakket
1håndfuldhasselnødder, grofthakket
3spskolivenolie
1spskmørk balsamico
1spskcitronsaft
1tskdijonsennep
1tskhonning
Salt og peber
Derudover
800gkartofler
Finthakket persille til servering
Sådan gør du
Forloren hare
Rør kød og salt godt sammen, – helst på en røremaskine, og ellers med en håndmixer eller meget grundigt i hånden.
Bland derefter de resterende ingredienserne sammen med kødet, krydr med rigeligt peber og rør farsen godt sammen.Lad den gerne hvile 15 minutter inden du former haren.
Smør et ovnfast fad med en smule olie, læg kødet herop i og form kødet til et aflang brød/hare.
Læg skiver af bacon over, så hele haren er dækket. Jeg lægger gerne en skive bacon på tværs af hver ende på haren, - så er enderne ligesom lukket. Derefter lægges baconen hen over haren, skiverne skal lige akkurat overlappe hinanden. Fortsæt til haren er helt skjult af bacon, og vip derefter kanterne af baconen ind under haren på begge sider.
Bag haren i en forvarmet ovn ved 230 grader, almindelig ovn, i 15 minutter.
Skru ned til 180 grader, hæld bouillon, mælk og timian ved, og bag haren videre i ca. 30 minutter. Stadig almindelig ovn.Haren skal have en kernetemperatur på ca. 75 grader, - men husk den også trækker efterfølgende og her også stiger et par grader.
Tag haren ud og si væde fra ned i en lille kasserolle. Mangler baconen sprødhed lægger du haren på en bageplade beklædt med bagepapir, og giver den 5 minutter mere ved 230-250 grader - hold øje så ikke den bliver for mørk. Du kan også give den en smule grill et par minutter, men der er det virkelig vigtigt hele tiden at have øjnene på baconen.
Sauce
Pisk væden fra haren sammen med fløden og kog den godt igennem i 5 minutter, - pisk undervejs så ikke brænder på.
Tilsæt ribsgele, smag til med salt og peber og juster farven med en smule kulør.*Du kan også tilsætte en smule saft fra 1/2 appelsin, - det smager virkelig dejligt og giver en smule syre til den fede sauce.
Kartofler
Rens kartoflerne fri for urenheder. Jeg foretrækker at lade skrællen blive på, – og spiser dem også gerne med skræl. Du kan også pille dem efter kogning eller skrælle dem inden, – det er op til dig.
Imens haren er i ovnen brings kartoflerne i kog i en gryde med rigeligt godt saltet kold vand evt. tilsat peberkorn og løvstikke, persille eller lignende, – og lad dem koge ved middelvarme i ca. 5 min. under låg.
Sluk for blusset, og lad kartoflerne trække færdigt i vandet, under låg, i ca 15 min. Ved at tilberede dine kartofler på denne måde får du en lækker fast kartoffel der ikke koger ud. Tiden kommer naturligvis an på størrelsen af kartoflerne, – så mærke efter med en kødnål når de har trukket i 10 min. Skulle de stadig være meget hårde kan du blot tænde blusset et par minutter igen, – man lærer hurtigt at vurdere kogetiden når man har gjort det nogle gange. Mangler de kun en smule tilberedning lader du dem trække videre i vandet under låg.
Spidskålssalat
Forbered salaten mens haren er i ovnen.
Bland spidskål, æble, forårsløg, appelsin og persille i en skål.
Bland ingredienserne til vinaigretten. Smag til med salt, peber og citronsaft og vend det sammen med salaten kort tid inden servering. Drys med hakkede hasselnødder.