Spidskålssalat med edamame og goma dressing
Opskrift på nem og lækker spidskålssalat med edamamebønner og hjemmelavet goma dressing.

Ingredienser
Spidskålssalat
- 1 spidskål, - gerne halv grøn og halv rød - mellem stort
- 200 g bælgede edamame bønner, optøede
- 2 forårsløg
- 1 håndfuld peanuts, hakket
- Hakket bredbladet persille - kan undlades
Goma dressing
- 1 dl sesam
- 3/4 dl god mayonnaise – Hellmann eller lignende
- 2 spsk rørsukker
- 1 1/2 spsk sesamolie
- 1 1/2 spsk riseddike
- 1 1/2 spsk soya
- 1/2-1 lime, saften heraf
Sådan gør du
Goma dressing
- Rist dine sesam på en tør pande til de er gyldne og afgiver aroma.
- Stød sesamfrøene godt i en morter. Nogle forbliver hele andre bliver til en fin mel, – det giver goma dressingen en virkelig lækker konsistens.*Du kan også smide dem i en minihakker hvis du foretrækker det, – eller du kan alternativt smide alle ingredienserne i en minihakker og blende din goma dressing til du har den ønskede konsistens.
- Rør derefter de resterende ingredienser sammen med de knuste sesamfrø, til du har en lækker cremet goma dressing.*Du kan undlade lime, men præcis til denne salat synes jeg den giver en rigtig lækker syre til goma dressingen.*Sætter du gomadressingen på køl kan det blive nødvendigt at røre den op med en smule vand, da den kan sætte sig efter tid, - fordi de knuste sesamfrø suger væden.
Spidskålssalat med edamamebønner
- Snit spidskål og forårsløg fint.
- Bland spidskål, optøede edamame bønner og forårsløg i en skål.
- Tilsæt et par store spiseskefulde gomadressing og vend det sammen med salaten.*Vær opmærksom på, at når du vender kålen med goma dressing, vil kålen naturligt blive "marineret" og dermed miste noget af sin sprødhed. Vend derfor først kålen med goma dressingen lige inden servering, ellers bliver den for blød, - efter min smag i hvert fald.*Du kan også nøjes med at toppe salaten med goma dressing, - så forbliver den sprød og lækker.
- Drys den færdige salat med hakkede peanuts, og evt. et drys bredbladet persille, og server den med ekstra goma dressing ved siden af.