Irish Coffee cheesecake
Opskrift på den lækreste Irish coffee cheesecake

Ingredienser
Kiksebund
- 225 g digestive kiks
- 45 g ristede hasselnødder (kan undlades)
- 125 g smør
Espresso ostecreme - mørk
- 180 g flødeost
- 1 3/4 dl piskefløde
- 3/4 dl espresso - varm
- 1/2 dl whiskey - evt. en spsk mere (smag selv til)
- 75 g brun farin
- 4 blade husblas
Ostecreme - hvid
- 85 g flødeost
- 1 1/2 dl piskefløde
- 1 spsk whiskey
- 35 g flormelis
- 1 1/2 blade husblas
Derudover
- Kagering eller springform på ca. 18 cm
- Kageplast
- Chokolade spåner, chokolader kugler eller andet pynt
Sådan gør du
Kiksebund
- Blend kiks og nødder til en fin mel.
- Smelt smørret i en gryde, og bland det sammen med kikse/nøddemel.
- Beklæd en springform med bagepapir i bunden, og sæt herefter kageplast på indersiden af ringen. Bruges en kagering stilles denne på et skærebræt med et stykke bagepapir under, og indersiden af ringen beklædes med kageplast.
- Hæld kiksemassen heri, og mas det godt ud så hele bunden er dækket og kiksemassen er mast godt sammen, – på den måde undgår du din kiksebund smuldrer når du skærer kagen.
- Stil på køl og lad den hvile mens det første lag ostecreme laves.
Espresso ostecreme - mørk
- Udblød husblas i en stor skål kold vand i ca. 15 min.
- Rør farinen ud i den varme espresso, - rør til sukkeret er opløst. Tilsæt derefter whiskey.
- Rør flødeosten sammen med espresso/whiskey blandingen, - det gøres nemmest med et piskeris. Rør til den er fri for klumper.
- Pisk fløden til en blød flødeskum og vend den i ostecremen.
- Smelt den udblødte husblas i en lille kasserolle ved helt lavt blus, – det tager ikke mange sekunder, så hold øje. Undlad at vride husblassen inden smeltning, – den lille mængde vand der hænger ved, gør det nemmere at styre smeltningen. Ellers tilsæt evt. 1 spsk vand.Fjern gryden fra blusset så snart husblassen er smeltet.
- Vend et par store skefulde ostecreme i gryden med den smeltede husblas, og rør til det er fri for klumper og massen er afkølet. Mærk med en lillefinger om den er blevet kold nok til at vende i ostecremen, ellers giv den en skefuld mere.
- Vend husblassen i ostecremen, og rør det godt sammen.
- Hæld ostecremen over kiksebunden, – fordel evt. cremen med en ske hvis der er behov for det, og bank den forsigtigt ned i bordet, for at slå evt. luftbobler ud af cremen, og fylde hele formen ud.
- Sæt kagen tilbage i køleskabet, og lad den sætte sig i et par timer inden den toppes med det sidste lag.
Ostecreme - hvid
- Udblød husblas i en stor skål kold vand i ca. 15 min.
- Rør flødeost og flormelis sammen, og rør derefter whiskey i.
- Pisk fløden til en blød flødeskum, og vend den i ostecremen.
- Smelt den udblødte husblas i en lille kasserolle ved helt lavt blus, – det tager ikke mange sekunder, så hold øje. Undlad at vride husblassen inden smeltning, – den lille mængde vand der hænger ved, gør det nemmere at styre smeltningen. Ellers tilsæt evt. 1 spsk vand.Fjern gryden fra blusset så snart husblassen er smeltet.
- Vend et par store skefulde ostecreme i gryden med den smeltede husblas, og rør til det er fri for klumper og massen er afkølet. Mærk med en lillefinger om den er blevet kold nok til at vende i ostecremen, ellers giv den en skefuld mere.
- Vend husblassen i ostecremen, og rør det godt sammen.
- Hæld ostecremen over kagen, og bank den forsigtigt ned i bordet, for at slå evt. luftbobler ud af cremen.
- Sæt den tilbage på køl i ca. 2-3 timer, og gerne natten over.
- Server kagen evt. toppet med chokoladespåner, chokoladekugler eller lignende.