Fyldt svinemørbrad med ricotta, svampe og spinat
Opskrift på lækker fyldt svinemørbrad, - masser af smag fra bl.a. hvidløg, parmesan og svampe.

Ingredienser
- 1 stor svinemørbrad
- 100 g champignon, - skåret i små tern - Jeg bruger brune champignon
- 1 lille løg, finthakket
- 2 fed hvidløg, presset eller revet
- 100 g frisk spinat - Kan erstattes af optøet spinat fra frost
- 100 g ricotta
- 30 g parmesan, fintrevet
- 150 g bacon
- Salt og peber
- Olie
Sådan gør du
- Varm lidt olie på en pande og svits champignon, hvidløg og løg af i ca. 5 min.
- Skru ned for blusset og tilsæt spinaten og lad den varme med til den er faldet sammen, - krydr med med salt og peber.
- Lad blandingen køle godt af.
- Bland ricotta med revet parmesan og smag til med salt og peber.
- Rens mørbraden fri for sener og urenheder.
- Læg et dybt snit på midten af mørbraden, – på den lange led, sørg for ikke at skære igennem mørbraden. Krydr den indvendigt med salt og peber.
- Smør indersiden af mørbraden med ricotta cremen og fyld den derefter med svampe og spinat blandingen og luk kødet omkring fyldet.
- Vikl svinemørbraden med bacon, – gør det fast og tæt så fyldet holdes inde i svinemørbraden under tilberedning. Vikl evt. også med kødsnor for at holde den ekstra tæt sammen. Skal den ikke tilberedes med det samme pakkes mørbraden tæt i film, – husk dog at fjerne dette inden tilberedning.
- Steg eller grill svinemørbraden på en stegeflade i en smule olie, – vend den undervejs og steg til den er gylden hele vejen rundt, -, og rammer en kerne temperatur på mellem 62-65 grader. Det tager en lille halv time. Temperaturen på grillen skal være ca. 200 grader.Den kan også tilberedes i ovnen, – også ved 200 grader i ca. 22-30 min. – alt efter hvor rosa man ønsker den. Husk den også stiger et par grader når den trækker.
- Lad mørbraden trække 5-8 min. inden den skæres ud, – husk at fjerne evt. kødsnor inden servering, eller bed de spisende om selv at holde øje med snoren.