Flæskesteg tilberedt sous vide
Opskrift på saftig flæskesteg tilberedt sous vide.

Ingredienser
- 1 1/2 kg
svinekam med ridset svær
- 6 laurbærblade
- 1 tsk
koncentreret boullion, svin eller kalv
- 3
timian kviste
Groft salt
Peberkorn
Sådan gør du
Flæskestegen
- Befri stegen for sværen, sørg for at sværen bibeholdes i et stort stykke. Fjern benene og puds evt. stegen af, - vi pudsede den af for alt fedt så vi stod med et reelt stykke kød.
- Gnid stegen med salt og vakuum pak den med laurbærblade, timiankviste, peberkorn og bouillonen.
- Tilbered stegen i ca. 6 timer ved. 59 grader, - den kan godt stå lidt længere uden det gør noget.
Sprøde flæskesvær
- Bring stykket af svær i kog i en stor gryde med rigeligt godt saltet vand, og lad dem koge i 20 min.
- Læg stykket af svær på en bageplade beklædt med bagepapir og krydr med salt. Placer et stykke bagepapir ovenpå sværene og læg endnu en bageplade ovenpå, så sværene ligger i spænd og ikke kan "krølle" under tilberedning. Læg evt lidt vægt i en øverste bageplade, - pizzasten eller lignende.
- Bag sværene i en forvarmet ovn ved 200 grader i ca. 45 min.
- Fjern den øverste bageplade samt bagepapiret og bag sværene videre i ca. 30-40 min., - tiden afhænger af sværenes tykkelse. Giv dem evt. lidt grill, men hold øje så de ikke bliver brændte.
- Tag sværene ud og lad dem hvile et øjeblik inden de skæres ud.
- Lad ligeledes stegen hvile et øjeblik inden den skæres ud, - gem evt. saften fra stegen hvis der skal laves en sauce, den indeholder en masse lækker smag.