Butterdejsstang med rabarber og marcipan
Opskrift på flettet butterdejsstang med rabarber og marcipan - kan forberedes på under 10 minutter.

Ingredienser
- 1 rulle butterdej
- 230 g rabarber
- 40 g sukker
- 1 tsk vaniljesukker
- 1 tsk maizena
- 100 g marcipan
Derudover
- 1 æg, sammenpisket - til pensling
- Perlesukker til toppen
- Creme fraiche 38% til servering
Sådan gør du
- Fold butterdejen ud på et stykke bagepapir.
- Fyldet skal fordeles på midten af butterdejen, så skær skrå strimler i dejen til du når 1/3 del ind på butterdejspladen. Gør dette på begge sider.Se billedet af hvordan butterdejen skal skæres, lige under opskriften.
- Skær dine rabarber i mindre stykker. Tern eller skiver, det kommer an på hvor store de er, og hvor grove du ønsker dem.
- Bland rabarber med sukker, vaniljesukker og maizena - rør det godt sammen.
- Smuldr halvdelen af marcipanen på det midterste stykke af butterdejen. Fordel derefter rabarberne på toppen, og slut af med at smuldre det sidste marcipan på toppen.
- Fold enderne af dejen ind over fyldet, og fold nu skiftevis strimler fra begge sider ind over fyldet, – én ad gangen.Se evt. videoen over opskriften.
- Pensl toppen med et sammenpisket æg og drys evt. med perlesukker.
- Bag butterdejsstangen i en forvarmet ovn i ca. 20 minutter ved 200 grader, almindelig varme.
- Lad den hvile i 5-10 minutter inden den skæres ud og serveres.Server den gerne med en iskold creme fraiche 38% eller en kugle vaniljeis.