Frikassé med kylling, asparges og gulerødder
Opskrift på den bedste frikassé med kylling og friske grøntsager.Fra 30 minutter til 2 timer, - alt efter om du bruger bryst eller een hel kylling.

Ingredienser
Kyllingen
- 1 hel kylling - eller 3-4 kyllingebryster
- 10
hele peberkorn
- Vand og 2 bouillonterninger - helst kylling
- Evt. lidt blandet grønt til kogning, - f.eks. gulerod, bunden af de grønne asparges, løg og lignende
- Salt
Saucen
- 50 g
smør
- 3 spsk
hvedemel
- 6-7 dl bouillon, - fra den kogte kylling
- 1 dl fløde - kan erstattes af sødmælk
- Salt og friskkværnet peber
- Evt. en smule friskpresset citronsaft
Grøntsager
- 4 gulerødder, skrællet og skåret i skiver
- 1 bdt friske grønne asparges skåret i mundrette bidder
- 200 g ærter, friske eller optøede
Salt og peber
- Persille, ærteskud eller lignende til toppen
Til servering
- Nye kogte kartofler
- Evt. persille eller frisk dild
Sådan gør du
- Skyl og rens kyllingen fri for urenheder, og læg den i en stor gryde.
- Dæk kyllingen med vand, og tilsæt peberkorn, salt, bouillonterninger og evt. lidt blandede grøntsager.Brug rester af grøntsager eller hvad du har liggende, - de skal blot være med til at give mere smag til bouillonen.*Bruger du kyllingebryst til opskriften, kan du nøjes med at koge disse i lidt bouillon, - de skal have ca. 10 minutter, alt efter størrelse. Her vil jeg anbefale at lave en ny portion bouillon til saucen.
- Bring kyllingen i kog, og skum vandet af.
- Skru ned for blusset, og lad kyllingen simre under låg, ved svag/middel varme i ca. 45 min., afhængig af størrelsen.Fjern urenheder fra bouillonen undervejs.
- Tag kyllingen op, sigt bouillonen fri for eventuelle grøntsager, og hæld bouillonen tilbage i gryden. Kog den ind ved høj varme, - og pluk kyllingen når den er kølet let af, og skær den i mundrette bidder.Er tiden til det, må kyllingen meget gerne køle let af i kogevandet i 20-30 minutter.
Grøntsager og sauce
- Kog gulerødderne i bouillonen i ca. 4-5 minutter, - alt efter størrelse på stykkerne. De skal være møre, men stadig have bid.Fisk grøntsagerne op, lad dem dræne i en sigte, og sluk for bouillonen.Mål af så du har ca. 7 dl bouillon.
- Smelt smørret i en gryde, og pisk melet ud heri. Lad det bruse op og varm det godt igennem i et par minutter, - pisk det grundigt imens.
- Tilsæt bouillonen lidt ad gangen, og pisk den ind i saucen.
- Hæld fløden ved, og lad saucen koge op, - fortsat under omrøring.Lad derefter saucen simre i 10 minutter, eller til den er kogt ind, og har en lækker cremet, men ikke for tyk, konsistens. Rør undervejs.
- Tilsæt gulerødderne, de friske snittede asparges, ærter og kylling, og vend det godt sammen.*Jeg koger ikke asparges stykkerne først, da jeg bedst kan lide dem med lidt bid i. Derfor lader jeg dem kun tilberede i saucen mens denne varmes igennem. Du kan sagtens koge dem sammen med gulerødderne først, hvis du foretrækker dem mere møre.
- Varm retten hurtigt igennem, og smag saucen til med salt, peber og evt. friskpresset citronsaft.
- Server din kyllingefrikassé med nye kogte kartofler og lidt grønt på toppen.