Rødbedecarpaccio med feta og sprøde grønkålschips
Opskrift på carpaccio med feta, pistacie og grønkålschips.

Ingredienser
- 4-500 g rå rødbeder, skrællet
- 120 g feta
- 40 g pistacienødder, grofthakket
Grønkålschips
- 4-5 stilke grønkål
- 1 spsk olivenolie
- Flagesalt
Sennepsvinaigrette
- 3 spsk olivenolie
- 2 spsk citronsaft
- 1 1/2 tsk dijonsennep
- 1 tsk honning
- Salt og friskkværnet peber
Sådan gør du
Grønkålschips
- Riv kålen af stokken i grove stykker og skyl og tør det grundigt – gerne i en salatslynge.
- Fordel kålen på en bageplade med bagepapir, fordel olien på toppen og drys med flagesalt. Vend det godt sammen med hænderne og fordel derefter kålen bredt på bagepladen, så ikke det ligger for meget ind over hinanden.
- Bag kålen i en forvarmet ovn ved 175 grader, almindelig varme, i ca. 12-14 minutter. Hold øje de sidste minutter, kålen må ikke blive mørk – så smager det ikke godt.
Imens forberedes de øvrige ingredienser til rødbede carpaccioen.
Rødbedecarpaccio
- Skræl rødbederne i ultra tynde skiver på et mandolinjern.
- Læg rødbede skiverne i kogende vand i 4-5 minutter - og dup dem derefter tørre med køkkenrulle. På den måde får de en smule tilberedning, så skiverne lægger sig pænt - og ikke buer opad.
- Bland også ingredienserne til vinaigretten og smag til med salt og friskkværnet peber.
- Fordel rødbedeskiverne i et tyndt lag på tallerkenerne. Top med grønkålschips og feta i grove stykker.
- Drys med hakkede pistacienødder og dryp vinaigretten over toppen. Krydr med friskkværnet peber og server.