Fyldt svinemørbrad med svampe og feta - og grønt i fad

Ingredienser
Fyldt svinemørbrad
- 1 stor svinemørbrad
- 80 g svampe, skåret i tynde skiver
- 1 håndfuld spinat
- 40 g soltørrede tomater i olie, skåret i strimler
- 60 g feta
- 1 lille løg, finthakket
- 1 fed hvidløg, revet eller presset
- 150 g serrano eller anden tørret skinke
- Salt og peber
- Olie
Bagte grøntsager
- 600 g små kartofler
- 3 store gulerødder
- 4 små løg - eller 8 skalotteløg (halveret)
- 3 fed hvidløg, skåret i skiver
- 1 håndfuld friske urter, jeg har brugt timian, kørvel, persille og estragon - brug gerne ramsløg hvis sæson og undlad hvidløg
- 3 spsk olivenolie - eller olien fra de soltørrede tomater
- Salt og peber
Sådan gør du
Bagte grøntsager
- Rens grøntsagerne grundigt. Skræl løg og gulerødder og rens kartoflerne fri for urenheder - lad skrællen blive på.
- Skær gulerødderne i tykke skiver, halver kartoflerne og skær løgene i både.
- Hæld alle grøntsagerne i et ovnfast fad, bland dem med olie, hakkede krydderurter og krydr med salt og peber.
- Sæt fadet i midten af en forvarmet ovn ved 200 grader, almindelig ovn, og bag det i ca. 45 minutter. *Efter 15 minutter lægges svinemørbraden ind på bagepladen ved siden af fadet.
Fyldt svinemørbrad
- Varm lidt olie på en pande og svits champignon, hvidløg og løg af i ca. 5 min.
- Skru ned for blusset og tilsæt spinat og soltørrede tomater, og lad det varme med til spinaten falder sammen. Krydr med med salt og peber.Lad blandingen køle let af.
- Rens mørbraden fri for sener og urenheder, læg et dybt snit på midten af mørbraden, – på den lange led, og krydr den indvendigt med salt og peber. Sørg for ikke at skære igennem mørbraden.
- Fordel feta og det let afkølede fyld i lommen på kødet, og luk derefter kødet omkring fyldet.
- Vikl svinemørbraden med serrano. Gør det fast og tæt så fyldet holdes inde i svinemørbraden under tilberedning. Vikl evt. også med kødsnor for at holde den ekstra tæt sammen. Skal den ikke tilberedes med det samme pakkes mørbraden tæt i film. Vær opmærksom på at fyldet der skal være helt afkølet inden det puttes i mørbraden.
- Læg svinemørbraden ind på bageplade ved siden af fadet med grønt, og lad den tilberede i ca. 25-30 minutter, til den når en kernetemperatur på 62-65 grader. Mangler serranoen sprødhed kan du give den lidt grill i de sidste 5 minutter - det kan fadet med grønt også godt tåle.*Du kan også lægge svinemørbraden ovenpå grøntsagerne, - den vil give masser af smag til fadet med grønt.*Det hele kan også tilberedes i grillen. Grillen skal, som ovnen, have en temperatur på ca. 200 grader. Fade med grønt bages i 45 minutter, og svinemørbraden steges på en stegeflade i en smule olie i ca. 25-30 minutter. Vend den undervejs og steg til den er gylden hele vejen rundt, -, og rammer en kerne temperatur på mellem 62-65 grader.